Vi fulgte den Panamerikanske motorvej sydpå langs kysten mod Nazca by. Pludselig så vi et skilt: “Nazca Lines” og vi sprang ud af bilen og hev kameraene frem. Men der var intet at se selvom guidebogen og kortet forviste at vejen skulle skære lige igennem linjerne. Underligt at stå midt i et af verdens største (500 km²) mysterier – uden at kunne se det! Utallige teorier har rejst sig omkring linjernes oprindelse, men den kendteste teorier er, at Nazca-linjerne blev skabt mellem 900 f.v.t. til 600 e.v.t. Men af hvem og hvorfor? Derfor besluttede vi at hyre et lille propelfly i den lokale lufthavn, for at kunne observere fænomenet fra luften. Og måske selv sammenbrygge en teori. Specielt Mathias var meget glad for denne løsning og da vores luftkaptajn, Juan, tilbød ham en plads ved hans side i det lille cockpit, lignede han en kat, der lige havde fået fløde.

Vi spændte sikkerhedsselerne, bemærkede brækposerne og lift off! I luften ventede vi ivrigt på de 18 antikke sand-mysterier, og efter et skarpt dyk til højre blev en hval fremtryllet for vores øjne. Wauw! I løbet af flyveturen så vi en abe med en utrolig krøllede hale, en lokal kondor-fugl, en sikkert giftig edderkop og en fin lille hund. Sandfiguren, der dog gav mest undring, bliver kaldt “astronauten” og ligner mest en vaskeægte alien. Dette bekræftede vores teori om, at linjerne blev bygget som en UFO-landningsplads. Desværre blev skuffelsen stor for Catrine, der havde læst, at hun skulle se en præst med et mystisk uglehoved. Men det var altså en alien, ingen ugle og ingen astronaut.

Nazcar-linjerne er blevet skabt ved, at vende det øverste lag af sortfarvet og brændt ørkensand. Derved kommer en grov og stenet, men samtidig et lysere lag frem, som nazcar-folket skubbede op i en lille vold, hvilket gør det muligt at se figurene fra luften, men ikke fra/på jorden! Tegningerne er bevaret fordi det aldrig regner eller blæser nævneværdigt i Nazcarørkenen. Videnskabsmænd diskuterer stadig fænomenet, men en ting er sikkert; Peru har masser af sand og tørt ørkenland, så hvorfor pokker ikke dekorere en del af den med flotte billeder, for at begejstre efterverdenen? Efter en halv times flyvetur (ikke for sarte maver) kunne otte fødder og fire store smil betræde landjorden igen. Mathias fik sit “diplom” underskevet af Juan og alfa bravo bravisimo – sikke en spændende og mystisk oplevelse!

Goddag til Lima og Catrine og på gensyn til Mette. Morten hentede Catrine om morgenen i lufthavnen. Derefter bestod holdet af de to kvinder, Catrine og Mette, plus os tre drenge. Dagene i Lima stod på sightseeing i byen og afslapning. Vi besøgte de gamle katakomber under klosteret, La Iglesia de San Francisco, som ligger centralt placeret i byen samt et andet kloster, hvor franciskanerne havde brygget en massevis af vin og øl. Også den gamle pyramide i byen fik et besøg, men den kan bedre beskrives som en bunke fint stablet mursten, fremfor en pyramide. Et af højdepunkterne i Lima er deres national museum. Det var kæmpestort og det var svært at finde selve udstillingerne, men efter at have ledt og vadet rundt et stykke tid, fandt vi ud af, at der kun var noget i et lille rum i stuen. Der var også en særudstilling med fotografier fra oprøret i Peru i to rum på femte sal, resten af bygningen var komplet tom. Det stod der bare ingen steder og man var nød til selv, at gå på opdagelse på de forskellige etager.

Resten af tiden stod på at spise god mad gå rundt i byen. Kremer og Fnuggi fik lavet falske kørekort, i tilfælde af at en betjent ville have det, for så skulle han få lov at beholde det uden at høre et ord for det. Efter ca. fire dage var det Mettes tur til at tage turen tilbage til det kolde Danmark, mens vi andre fortsatte sydpå. Vi skulle mod Nazca for at se Nazca-linierne, men for at dele kørerturen lidt op tog vi et stop i El Carmen – en ikke på nogen måde spændende by. Vi havde et lille problem ved vores ankomst til byen, parkering.. Vi kunne ikke finde noget sted at parkere, men efter at Mathias og Marc havde kørt rundt i et stykke tid, spurgte vi en politimand, der stod og hang ud foran politistationen om de kendte et sikkert sted at parkere. Inden han nåede at svare kom hans meget nysgerrige chef ud. Efter at havde talt med ham lidt, skulle vi bare parkere ud for politistationen, hvor han forsikrede os om at hvis der var nogen der rørte vores bil ville de ryge bag tremmer med det samme. Så der efterlod vi bilen, dog med en bange anelse om at der ville blive indbrud i bilen, ikke af de civile, men af betjentene. Næste morgen hentede vi bilen, som var så fin som da vi havde forladt den og vi kunne køre videre mod Nazca.

Tilbage i Quito efter en fantastisk jungletur. Vi startede morgenen med at få en omgang morgenmad overfor indianer-Luis’ kontor, da vi alligevel skulle have fat i ham, for at få vores bil tilbage efter en tur hos glarmesteren. Mens vi sad og nød indtagelsen af morgenmaden, kom vores kære mekaniker kørende med bilen, som var blevet nyvasket og havde fået ny rude. Det havde lykkedes ham at finde en uoriginal rude, så omkostningerne blev ikke så store for os i denne omgang, men det havde ikke lykkedes ham at skaffe en ekstra nøgle, da der er en chip indbygget i vores bilnøgle.Vi takkede og kørte sydpå mod en vulkansø, hvilket vil sige en vulkan, hvor topppen på et tidspunkt er sprunget af og i dag er der vand i krateret. På vejen blev der kastet spandevis af vand på os, hvilket vi var blevet informeret om kunne ske, da der i det meste af februar måned, er karneval i landet og dette er en af måderne at fejre det på. En anden eksotisk fejrings-metode var, at købe en dåse med skum og derefter spraye skum efter alt hvad der bevæger sig. Morten er på et tidspunkt under køreturen blevet lidt solflov og sidder som den eneste, med armen ud af vinduet og prøver at få det meste ud af solen, da der bliver tømt en kæmpe spand vand ind af ruden. Dette må siges at være noget af det sjoveste på køreturen den dag, for alle andre end Morten, der var mega sur, og begyndte at råbe op om hvad der kunne gå i stykker, mens vi andre grinede.

Køreturen fortsatte forbi en kæmpe vulkan på nogle og seks tusind meter og videre op gennem bjergene forbi lamaer, ecuadorianske kvinder med sære hatte og adskillige marker som lå placeret op og ned af de skrå bjergsider, til vi ramte vores lille by, bestående af ti huse, som lå placeret på toppen af krateret. Vi blev modtaget af et stor-smilende lokalt par, som ejede det hostal vi skulle bo på. Hostalet bestod af et stort fællesrum med en brandeovn i midten. Kedlerne på toppen havde varmt vand til kaffe og te, og de andre gæster sad tæt om ovnen for at få varmen. Alt i mens det meste af værtsfamilien stod i køkkenet for at lave en tre-retters middag til de mange indlogerede gæster – det var super hyggeligt! Under middagen blev vi opmærksomme på en tysk vegetar, der sad ved vores bord, i det hun sad og undersøgte alt maden grundigt for kød i det. Hun spurgte kontinuerligt, til hele selskabets store irritation, om vi nu var sikre på at der ikke var noget kød i det hun havde taget. Senere fortalte hun, at hun snart meget gerne ville ud og ride, hvis der var nogle heste. Morten, der var blevet træt af hendes evige kødbekymringer, forsikrede hende om, at hvis der var en hest i nærheden, ville han ride på den ned til vulkansøen, drukne og derefter at spise den. Dette lukkede munden på den tyske pige, mens en canadisk pige var i chok over at man kunne sige sådan noget – resten af selskabet synes at kommentaren var prima. Efter Morten havde lagt stemningen kunne alle nyde resten af deres mad uden vegetarsnak, men snak om folks rejseplaner og humøret var hurtigt højt igen.

Næste morgen var vi ude af sengen klokken lidt over seks for at se vulkansøen under solopgang, og måske nyde synet af en kondor eller to. Det eneste der mødte os var synet af søen som var fantastisk og en panfløjtespillende mand, der gemte sig nede ved søen, men havde sikret sig at fløjtet løs, så alle kunne høre det og fuglene skræmt væk. Turen gik derefter til Ingapirca, som skulle være stedet med den største incaruin i Ecuador, men ruinen var nu lidt af en skuffelse, da der kun var et tempel, mens resten manglede. Det gjorde det svært at forestille sig hvad der havde foregået der. Byen derimod havde heller ikke noget at byde på, så den stod på lidt afslapning og et slag kort. Næste morgen gik turen mod Peru og strand, på vejen var det tid for Morten at få hævn, for det ufrivillige vandbad, så den første bod der tilbød spayskum fik besøg. Resten af turen ud af Ecuador blev alt fra gamle mænd og koner til små børn sprayet af Morten. Vi er stadig overraskede over at alle modtog skummet med smil og latter.

Grænsen til Peru forløb hurtigt og effektivt, der var nu heller ikke andre end os og grænsekontoret var en container ude i ørkenen. Et par timer senere var vi i strandbyen, Mancora, med nogle og 30 grader, hvor den stod på fest og tømmermænd. På trods af tømmermænd, gik turen ned til Trujillo gennem ørken, ørken og ørken. Trujillo er en rig by med en helvedes masse casinoer. Et hurtigt kig i guidebøgerne gjorde os opmærksomme på nogle gamle ruiner lige uden for byen, så de skulle da besøges. Chan Chan var hovedstaden i Chimu-riget, som var den ledende supermagt i Peru og havde sin storhedstid i 1500-tallet, kort før inkaernes ankomst. I dag ligger ruinbyen tilbage, og denne er Latinamerikas største pre-columbianske ruinby, som var helt fantastisk, kæmpe stor bygget op af sand.

Efter en times guidetur gennem ruinerne kørte vi mod Lima. Vi ankom til Lima sent om aftenen, efter en laaang køretur. Vores første møde med de lokale i Lima, var en politibetjent der stoppede os for at kører for stærkt. Dette er meget muligt, men det er noget svært at bedømme hvor hurtigt man må køre, når der ingen fartskilte er, og vi fulgte trafikken. Alt dette var betjenten tilsyneladende ligeglad med og ville tage Marcs kørekort til vi havde betalt bøden i banken. Da vi spurgte hvordan vi kunne få kørekortet igen, sagde han, at vi kunne hente det på den danske ambassade. Hvilket ville havde været meget fint, hvis der var en dansk ambassade i Peru, men det havde den kære og lettere ubegavede betjent en løsning på. Han ville så bare sende kørekortet til den europæiske ambassade i Lima. Dette var en fin løsning, men igen hvad er den europæiske ambassade? Derfor trak vi vores bedste kort, Morten, der var blevet haj til at håndtere politiet, der let og elegant gjorde manden korrupt ved at bestikke ham, hvilket han i starten let ikke var tilbøgelig til. Og vi kunne derefter med Mortens fantastiske indsats køre videre. Efter et par timers søgen efter et sted at bo var klokken blevet næsten to om natten og vi kunne gå til køjs. Morten havde i forhold til os andre kun få timer at sove i, da han skulle op og modtage Catrine i lufthavnen. Det blev en til en nattesøvn på tre timer, men gensynets glæde var ikke til at tage fejl af.

Amazonas, Lago Agrio.

Dag 1 – bustur og ankomst til hytter.
Efter mange dage i henholdsvis Quito og Guayaqil, følte vi alle for en radikal luftforandring – dette kunne vores nye ven, Indianer-Luis, klare. En fem-dages tur til junglen med tre retter mad hver dag, var opskriften.
Først skulle vi dog overleve ti timer i helvedesbussen. Med for lidt benplads, intet toilet, sæder der ikke kunne ligges tilbage og “toper”(vejbump) for hver 100 meter, gjorde det turen til en oplevelse, vi sent vil glemme.
Vi ankom til transit-byen tidlig mandag morgen, hvor vi skiftede til næste bus, der endeligt  forbandt os til Amazones indviklede flodsystem og Samona Lodge, vores junglebase de følgende dage.
Herfra begyndte jungleturen, med de klassiske aflange og tynde både, ad snoede floder omgivet af høje træer og tæt bevoksning på begge sider. Fugle i alle afskygninger i enhver krog, mange slags aber (plus dem i båden) insekter, flagermus og sommerfugle i sykedeliske farver. Men desværre ingen kæmpeanakondaer, endnu!

Samona Lodge er formet som en sekskant, bygget på stolper, alt i bambus og tage af siv. Det lyder måske ikke af meget, men det var egentlig meget fedt og helt autentisk. Vores guide hed Hairo, en rigtig sympatisk gut med stort kendskab til naturen og de lokale.
Efter en time tog vi ud for at se solnedgangen og efterfølgende vores første møde med farlige dyr, Cayman (alligatore). Der gik ikke lang tid før vores medbragte lommelygter opfangede de orange/gullige skinnende øjne, der lå og lurede farligt i vandoverfladen. Men ikke mere farligt end at Hairo flaks hoppede ud i vandet og fangede et fint eksemplar og stolt viste den frem til de måbende turister – meget extreme!
Hjem igen og spiste dejlig aftensmad i selskab med en lille fugleedderkop der sad i loftet.  Samme aften var en meget aktuel nyhed, om en af de lokale fiskere, der dagen før var blevet angrebet af en fem meter lang cayman. Han var blevet angrebet i båden og hevet ud over siden alt imens hans (sikkert noget lamslåede) kæreste havde set til. Men de lokale piger har sgu alligevel ben i næsen, for hun hoppede ud og begyndte at hakke til den med en machete. Historien endte ret sørgeligt med at han fik sit ben amputeret. Det groteske twist var, da billeder med hans forrevne ben gik rundt i hytten. Welcome to the jungle!

Dag 2.
Op næste morgen til lyden af junglen og duften af morgenmad og kaffe. Klar til nye oplevelser. Vi gik en frisk morgentur i regnskoven, genialt. Hairo foklarede om de mange nyttige planter imens vi gik. Der var kinin-træet (malaria medicin) gummitræet (til dårlig mave) myretræet (med små citron-smagende myrer indeni) og et hav af andre praktiske og anvendelige buske og træer. Farlige dyr: en meget giftig frø og et hvepsebo. Turen var tilpas i længde, luffugtighed og varme taget i betragtning og helt sikkert rigtig informativ og meget spændende. Som en lille forfriskning var vi ude og bade i den nærliggende sø. I starten var vi dog alle meget tøvende, da vi havde hørt en om lille satans fisk, der ynder at snige sig op i diverse kropslige åbninger, fisken fik tilnavnet “penisfisken”. Til sidst måtte vi overgive os til floden og alle hoppede i vandet.
Hjem til siesta.

“Pirat” eller Piraña-fisken er svær at fange – det fandt vi ud af på vores lille fisketur. De hugger godt til snøren, men er lynhurtige væk igen. Frustrende, når det samtidigt regner. Efter vores mange forfejlede forsøg, var solen efterhånden gået ned og vi skulle gå en nattetur med lommlygter og poncho. Det hedder ikke regnskoven for sjov skyld.
Med 30 centimeter imellem hinanden, fulgte vi trofast Hairo og det var forståeligt nok, da det vrimler med farlige kryb og andet godt. Det første dyr var en fugleedderkop, skjult af sin hule i jorden, den næste var en mere aggresiv “spring-edderkop”. Hairo ville end ikke nærme sig den, da den kan lamme en voksen mand. En pungrotte med et bær i munden og til sidst en harmløs skorpion-edderkop = seriøst.

Dag 3.
Idag skal vi lave brød af rødder! Og indianerne har altså tøj på. Vi havde sejlet i to timer , for at nå den nærmeste landsby, hvor vi fik et lille indblik i deres hverdag og traditioner.
Brødet var som sagt lavet af revne rødder, presset for væske og tilsidst stægt på en pande.  Tilsat lidt tun og chili salsa, var det overhovedet ikke en dårlig junglesnack. Som en lille overraskelse havde Hairo skaffet et meget gammelt pusterør. Vi skød til måls efter en lille plade. Derimod skød vores to tossede drengerøvs-australiere efter en anden guide og ramte en spytklar ved siden af, en af utallige stunts de skulle fyre af i selskab med os.
Videre til den første Shaman, der selvfølgelig lige havde en anakonda i sin baghave, men en lille en af slagsen og slet ikke som i filmene (jf. Anaconda).
Næste Shaman på programmet var til gengæld en del sjovere, ikke bare fordi han tilbød os  hjemmebrygget alkohol, men også fordi han piskede en af australierne med en brændælde på ryggen. Det så helt sygt ud. Han fortalte også om sit sit virke som Shaman, om planter, ånder og den famøse hallucinerende drik. En lille detalje: Han kunne ikke hjælpe sine patienter, hvis en kvinde i nærheden havde menstraution, så ville han simpelthen dø!
Efter en lang dag på farten og med mange indtryk var vi igen hjemme, vi badede lidt, drak en øl og gik i seng.

Dag 4.
En mærkelig morgen for Mathias, der i løbet af natten havde tegnet en pil på sin iPod, mystisk, sikkert den Shaman! Uanfægtet af denne skræmmenede oplevelse, fanger han alligevel den første Piraña ved en mindre sø, vi havde padlet til.
Det skulle blive et sandt orgie af Piraña, så meget at Hairo taber sin lommekniv i vandet. Den betød så meget for ham at, trods sine egne formaninger, dykkede ned i søen, hvor fiskeren blevet angrebet tre dage tideligere. Der var også elektriske ål overalt og vi fiskede efter kødædende fisk en meter til højre. Heldigvis blev han ikke spist eller ristet.
Det lyder altid så hyggeligt, når man hører om en lille rotur med pagajer. Men det er stadigvæk hårdt og slidsomt, men som en lille hjælp stillede den ene australier sig op i båden og begyndte at synge italiensk/spanske sange. God underholdning.
Hjemme på basen igen og mad i hovedet. Roen havde næsten sænket sig, da Daniel (den ene australier) lettere panisk siger vi skal komme med ham. Det viser sig at han ved et tilfælde havde gået ind i den lokale træ-boa (en ikke-giftig slange). Slangen optræder mere og mere aggesivt, forståeligt nok da folk stimler sammen med lommelygter og kamerablitz og lige skal prøve at røre den. Slangen var nok over to meter, og gav mange af beboerne en ekstra grund til at kigge under sengen.

Dag 5 – hjemrejse.
Tidligt op og gå morgentur med søvn i øjnene. Vi så friske tapir-spor og blev angrebet af fesne hvepse. En kort tur der satte punktum for det vilde liv i Amazonas.
Hjemrejsen var heldigvis smertefri, vi tog en tidligere bus end planlagt og fik rigelig med plads. Som et sidste bevis på at Ecuador stadigvæk er vild og voldsom, havde den lokale vulkan spyttet en massiv røgsky ud til ære for os.
Mange oplevelser og masser af brugbar viden. Men vigtigst af alt, respekt for naturen og dem der lever i den.