Da Melissa og Peter var kørt, gik jagten ind på en ny bilrude og med Claudia som tolk, var der efter et par timers tid, bestilt en ny rude hjem til Guatemala City. Åbenbart var det kun mekanikere i hovedstaden som kunne bestille den ønskede rude hjem. Vi besluttede at få lavet ruden et par dage efter attentatet, da vi alligevel skulle ind til hovedstaden for at sende Claudia tilbage til Mexico. Vi brugte mellemtiden på en lille trekkingtur op af den lokale vulkan, Paqauea, næste dag.

Turen startede om eftermiddagen og gik med en køretur på et par timer til foden af et bjerg og derefter havde vi en vandring foran os på et par timer. Vandreturen gik fint indtil vi nåede til foden af vulkanen. De tunge fødder slæbte os op af bjerget og Marc sakkede bagud. Om det var fordi han var træt eller fordi han var ivrig efter at møde nye mennesker vides ikke. Han faldt i hvert fald i snak med et sødt ungt svensk par som var med på turen. På vej op af bjerget blev det varmere og varmere og lavastenenes skarpe kanter skar sig op igennem skoene. Claudia, iført Converse-sko, udstrålede en naturlig bekymring og meldte til tider ud, at hun ikke ville fortsætte. Men utallige opmuntringer og rygklap fik hende hurtigt på tåspidserne igen. Så kom tidspunktet hvor guiden sagde, at nu var vi fremme og vi kunne bare gå rundt og nyde det. Der var et par hundrede meter endnu til toppen, men der kunne man godt glemme at komme op, for vi var omringet af lava. Der løb flere floder med flydende lava og gennem hver en sprække, i det tynde lag lavasten som vi stod på, kunne man se lavaen flyde. Den var helt sikkert ikke gået i mange andre lande, da du bare skulle træde et skridt forkert og du ville stå med den ene fod i helvede. Der var også en af pigerne på turen der måtte sige farvel til sin ene skosål, da den smeltede på grund af varmen. Efter en kort fotosession stod den på grillning af vores medbragte marsmallows, hvilket lava må siges at være ideel til. Da solen var gået ned gik turen samme vej tilbage ned af vulkanen med lygter og forsigtige skridt i mørket.
Nedstigningen blev fejret med en kold øl og en skål sammen med det svenske par, som vi havde luret havde samme plan som os, om at drage til El Salvador nogle dage efter. Så de fik vores mail og tilbudet om at køre med, hvis de var interresseret.

Næste morgen gik turen til Guatemala City, vi skulle have ny bilrude i bilen og vi skulle tage afsked med Claudia. Efter en lille rundtur rundt i den store by lykkedes det os endeligt at finde værkstedet. Ud over choket fra de andre kunder over at se vores lyshåret ven Morten fik vi hurtig fat i ruden som var den rigtige, nu skulle den bare sættes i. Hvilket vi regnede med vi havde en aftale med dem om at de skulle gøre. Men som den kære kontordame forklarede os var det en “delikat operation” og dem udførte man ikke her. Men i den anden ende af byen, på et andet Ford-værksted, kunne de sætte ruden i – til gengæld skulle bilen være i deres varetægt i 24 timer. Dette var ikke lige det vi havde regnet med og eftersom ruden i forvejen havde kostet en mindre formue, besluttede vi os for selv at finde en mekaniker, der kunne sætte den i for os. Hundrede meter længere oppe af gaden fandt vi en Car bodyshop, som aldrig havde prøvet at skifte en rude, men var friske på opgaven. Mens de fiksede denne “delikate operation”, tog vi en taxa med Claudia til lufthavnen. Med et trist “på gensyn” og “mange tak” for hendes skønne deltagelse i turen, sendte vi Claudia videre.

I mellemtiden var bilen blevet færdig og de havde klaret opgaven fuldt ud. En time senere sad vi tilbage i Antigua med en mail fra det svenske par, om at de gerne ville med i bilen til El Salvador. Så det blev fejret med et par øl på vores lokale stambar, No Sé.

Næste dag startede noget voldsomt, da vi havde glemt at stille vores ur og havde en aftale om at hente svenskerne på deres hostel. Så med en hurtig pakning og afhentning af bilen, var vi kun 20 min. forsinket. Men som om at det ikke var nok havde vi et bykort, hvor kun hver fjerde gade var navngivet, og de lokale kendte åbenbart heller ikke deres egen by. Efter en halv times søgen fandt vi dem dog, og de var lige så glade for at se os som vi var for at finde dem.
To sekunder efter var bilen pakken og “Øresundsvisen” bragede ud af højtalerne. Samtalen gik forrygende mellem de nordiske lande. Vi fandt ud af at det kære par vi havde med, begge var læger og arbejdede oppe på den finske ø Åland, hvor finsk tango skulle være det store hit. Samtalen blev dog forstyrret et kort øjeblik, da det gik op for os, at vi den sidste lille time havde kørt nord på mod Mexico istedet for syd på mod El Salvador, men det fik en hurtig uvending sat styr på. Og tiden fløj afsted til vi ramte grænsen.
Grænsen forløb nogenlunde hurtig på Guatemala-siden, men på El Salvador siden tog det lidt længere tid med papirene på bilen, ikke fordi der var kø, næh vi var de eneste i køen, men de havde ingen kopimakiner der virkede, så efter at Morten og tolddamen havde været rundt til adskillige kontorer, som alle havde en kopimaskine men ingen virkede, lykkedes det dem efter to timer. Et par timer nede af El Salvadors kyst blev de to svenskere sat af ved en lille surfer-strand. Og vi fortsatte lidt videre ned af kysten Hvor vi skulle genses med vores kære rejsekammerat Kremer/Mathias og hans kæreste Annichen.