Denne blogudgave handler om shipping-processen i Panama. Bilen skulle shippes i container til Goyaquil i Equador, da det er nærmest umuligt at krydse Darianjungelen mellem Panama og Colombia. Vi var desuden blevet advaret om at køre i Colombia, da landevejsrøverier og korrupt politi dominerde vejene. Dette er dog ikke sandt, men det gik først op for os efterfølgende. Bloggen er skrevet i dagbogsform og nedskrevet i ventetiden på diverse kontorer – derfor kan sproget virke stødende. God fornøjelse.

Dag 1.

Søgen på nettet efter shippingfirmaer prægede morgenstunden. Vi fik ringet til en masse spansktalende shipping-bureauer, som gerne ville hjælpe, men ingen sejlede med biler til Equador på det ønskede tidspunkt. Dernæst røg nettet og det hele så trist ud. Vi var desuden under tidspres, da Mette (Marcs kæreste) ville lande i Quito, Equador inden en uge. Det er ikke lang tid til at shippe en bil, venner! Vi fik et par colaer og så modløst ud i hostellets opholdsrum. Men pludslig virkede nettet igen og vi fandt et firma, Wilhelmsen Shipping Service, og vi fandt også en agent, ved navn Kim Andreasen. Vi ringede til ham. “Habler ingles?” – “Yææs” – “Do you speak Danish?” – “Øhh jaaa”. Kim var nemlig dansker, vicepræsident i firmaet og lettere forbløffet over at skulle snakke shipping på dansk. Vi hastede ind til hans kontor og fik tildelt en agent. Hun må have jordens største bagdel, men nok om det. Vi fik en prisliste og det så lidt dyrt ud (1400$), da vi skulle leje en hel container til vores egen bil, men hvis vi stødte på andre, der også skulle shippe til Guayaquil, Ecuador kunne vi dele en container og dermed spare en stor pose penge. Hvor stor chancen for dette tilfælde er, kan vi kun gisne om. Agenten med røven fortalte ellers at der havde været et par amerikanere med samme mission, men de var gået igen. Måske kom de tilbage. Måske var vi heldige. Vi rejste os fra forhandlingsbordet for at finde et bedre tilbud. Pludslig kommer amerikanerne ind på kontoret. De ville meget gerne dele en container med os – som sagt som gjort. Amerikanerne var en jævnaldrene gut, Nic og hans onkel, en stædig lille forretnings(land)mand – begge fra Minisota. Faktisk havde vi mødt dem før ved grænsen til Costa Rica, men undgik deres selskab, da vi fornemmede at de kunne spolere vores fine imødekommenhed med deres højtråbende og anglo-spanske fraser.

Ud af døren samt et kort over Panama City med adresser på de forskellige kontorer i rækkefølge. Vi kunne komme igen, når vi havde myndighedernes og havnes tilladelse til at shippe bilen.

Dag 2.

Vi havde fået af vi skulle være hos Policia National præcis mellem kl. 10-11, for at få inspiceret køretøjet. Efter en time ville en ung gut gerne se vores papirer, men kunne intet gøre, før der kom en anden person og sandsynligvis vigigere person. De andre tre politimaend på kontoret var også funktionsløse uden denne person. Endelig kom den vigtige person og han kiggede på bilen i ca. 50 sek. Hvor efter han satte to streger på en kopi af bilpapirerne. Tilbage på kontoret ville de have kopier af alt mht. bilen, så det fik de (efter en måned i Mellemamerika har vi forstået vigtigheden af kopier for at deres bureaukratiske system ikke falder sammen). Mens vi ventede på den vigtige mand, observede vi en sjov pangdang til “først til mølle”-begrebet. I Mellemamerika forstår de nemlig at multitaske alt, hvilket giver følgende resultat: Køkultur – glem det! Står nogen i kø, råber man og vifter med papirene indtil nogen begynder at arbejde på ens sag. Sådan fortsætter det indtil kontoret står med en bunke halvfærdigt arbejde. De lokales reaktion? Helt fint. Vi fik at vide vi skulle være på et andet kontor, Direccion de Investigacion Judical, på den anden side af vejen kl. 14. Men vi blev nægtet adgang, da vi havde shorts på, så vi måtte tilbage til hostel og skifte til lange bukser. Da vi kom tilbage brugte vi en time i venteværelset, før papirerne fra Policia National ankom og derefter endnu tre timer, mens de stempelede, kopierede og dobbelttjekkede alt. Faktisk var vores papirer færdige efter en time, men manglede et (fucking) stempel! Kontoret benyttede sig af en taktik, hvor alle afleverer på forskellige tidspunker, men slutter samtidigt. Grunden til at vi blev færdige den dag, var fordi kontoret lukkede på et tidspunkt. Så fik den en skalle! Amerikanerne venter også på deres at deres papirer blev klargjort. Onklen faldt i søvn i en stol og en tysker, der skulle shippe til Colombia sagde: “Det var aldrig gået i Tyskland.. jeg mener Europa”. Senere maatte han også konstatere at de lokales håndtering af papirarbejdet var “sehr Scheiße.”

Dag 3.

Besøg hos Aduana (toldvæsenet) og afmelde vores midlertidige indregistrering af bilen i Panama. Efter ti minutters med diverse usving, fandt vi Aduana-logoet på en container. Vi åbenede og gik ind, men fandt pludselig os selv på en (hvad der lignede) improviseret lægeklinik. Der var kun kvinder derinde og vi blev hastigt diregeret rundt om hjørnet til rette sted. Vi blev mødt af en stor og farlig vagt, som ville sende os hjem, da vi havde uanstændige beklædningsgenstande på. En anden ansat sagde til ham at det nok skulle gå, og vi fik lov til (som de eneste) at vade rundt i shorts og klip klappere. Herfra gik det stærkt! Vi tilbragte tid i en kø til en afregistereing af køretøjer, da vi blev sendt hen til deres kopiafdeling, så de kunne få deres ønskede kopier. Alle offentlige kontorer har altid en kopiafdeling, og der er, pudsigt nok, også altid kø. Tyve kopier senere, tilbage igen, indsamle stempler og underskrifter og vi var ude igen. Tilbage til Wilhelmsen Shipping Service og aflevere papirene, betale skrive under og modtage kontaktoplysninger på vores shippingagent i Guayaquil. En mindre detalje ved afhentning af bilen i Equador er, at skibe som regel er forsinkede og at det kan tage ca. fire dage at få sin bil ud af haven!

Dag 4.

Vi står ved indgangen til havnen i Panama City, Puerto Balboa præcis kl. 8:00, som aftalt og venter på shippingagenten med røven. Hun dukker op 30 min. forsinket med papirarbejdet som ikke blev færdigt i går. Amerikanerne er der også. Vi har fået grønt lys af Havneadministrationen til at sende containeren afsted. Hurra! Færdig med papirerne i Panama, hvilken lettelse. Nu manglede vi bare at køre bilen ind i containeren, men det kan tage tid at finde den rigtige container i havnen. I mens vi venter kommer der forskellige havnefolk forbi og siger at de ikke ved noget og at vi hellere må vente. Vi venter indtil Morten bliver utålmodig og spørger en havnemand, om der er noget vi kan hjælpe med, for at fremskynde processen. Han forklarer at det ved han ikke, og snakker lidt i sin walkie talkie. Måske hjalp det lidt, vi kan i hvert fald lide tanken om det. Tre timer senere og vi kører igennem havnen til vores container, som umiddelbart ser klar ud. Men så let er det ikke. Bilerne blev rigget med snor bundet fast til søm i bunden af containeren, og der blever banket træklodser ind under hjulene, så bilen står stabilt under transporten. Det tog halvanden time for havnearbejderne og i mellemtiden fik vi os hæftig kulør af at så og vente i middagssolen. Til slut er der problember med at lukke et hængsel på døren til containeren. Havnearbejderne kigger forvirrede på hinanden og skal til at kalde på forstærkning, da amerikanerne tager en hammer og så var det på plads. Meget kan man sige om amerikanere, men handlingslammede er de ikke. Her observerede vi også en sjov kulturforskel, da vi (danskere) mente at fagfolkene selv kunne udføre arbejdet og dermed give dem plads og respekt til det, men amerikanerne hev værktojet ud af hænderne på havnearbejderne for at skynde processen. I sidste ende var vi nu meget glade for deres hjælpende hænder.

Endelig var bilen i containeren og Marc og Morten vender traette, men tilfredse tilbage til hostelet for at skåle i lidt øll. Men det bliver ikke en lang aften, da flyet til Quito afgår den følgende morgen. Det troede vi i hvert fald, men I Panama lufthavn gør en ansat os opmærksom på at vores billetter først er til næste dag. Heldigvis var der plads i flyet og fik kunne sætte kursen mod Quito.