Belize
I Huatulco forlod jeg gruppen til fordel for Annichen. Det bedste valg jeg nogensinde har gjort.
Vi havde aftalt at mødes i Belize lufthavn og derfra finde ud af hvorhen i central Amerika, turen skulle gå.
Belize City er ikke noget kønt syn, efter en orkan engang i 60′erne valgte de lokale ikke at genopbygge byen, da de tænkte at der nok ville komme endnu en orkan to dage efter, fair nok… Det skete bare ikke, heldigvis, men ligesiden har byen lignet en ruin og er egentlig ikke særligt indbydende. Derimod var de lokale, udover et flydende engelsk, super hjælpsomme og venlige.
Hurtigt tog vi afsted til San Pedro, halvanden time i båd fra City og to dage efter til Caye Caulker hvor vi havde nogle af de bedste dage i Belize med dykning (måske lidt over de tilladte 18 meter), en smule sol og god mad.

Adios Belize.

Bienvenidos El Salvador.

Efter to timer i fly, ankom de to varme og sol hungrende til El Salvador. Den velkendte mur af varme og fugt ramte os straks da vi forlod flyet, et godt tegn.
Vi indlogerede os på det mest fantastiske og hyggelige hostel El Roble, hos Darren og Teka(udtales Seka). Hostellet lå ca 5 min fra en helt øde Stillehavs strækning hvor vi blev stegt og vandet. Tæt på lå La Libertad, en fiskerby med gøglermarked og en hyggelig fiskermole.

På tredje dagen hører jeg de velkendte 250 heste, og ikke længe efter står Marc og Morten i døren, klar til oplevelser og lidt øl. Vi vælger at tage ud på en “whale watching tour” en tidlig morgen, for endelig at se de der hvaler.
Efter fem lange timer, en rådden kadaver havskilpadde, en halv tun fisk og adskellige halv amputerede delfiner, måtte vi give op. Desværre ingen hvaler til Morten denne gang. Troede vi, for da vi på vejen hjem sætter os på en lille restaurant, med udsigt til havet, rejser sig pludseligt en kæmpe sort skikkelse i havet og Marc (den eneste der påstår at have set hvaler) kan bekræfte det. Vi fik endelig set vores hval. Yehaaaa.

Annichen og jeg fortsatte vores tur rundt i El Salvador. Første stop var den idylliske bjerglandsby, Alegria. Eller rettere, 40 minutters trav op af en ex-vulkan til vores endelige destination, krater søen.
Ved krater søen, omgivet af kaffetræer og skyer, fik vi slappet lidt af og nydt udsigten. Dagen efter tog vi igen ned til selve byen hvor vi fik smagt lidt på det lokale køkken og konverserede med de lokale. Vi blev der en nat.

Busserne i El Salvador hedder i folkemunde “Chickenbus” og de bragte os nogenlunde sikkert videre til San Salvador, hovedstaden. Her fik vi set en del museer, men det det gjorde størst indtryk var nok universitets museet med de uhyggeligt velbavarede klæder med skudhuller og indtørret blod fra en decideret nedskydning af 5 nonner og en præst. En uhyggelig side af den El Salvadorianske borgerkrig der foregik mellem 1980 til 1990.

Vi havde på forhånd aftalt at vi skulle ud og gå nogle seriøse ture i bjergene og på de omkring liggende vulkaner. Den første udfordring var en stadig aktiv vulkan i nærheden af Santa Ana, Mont Izalco.
Vi startede med halvanden times nedstigning af trapper, derefter op af den egentlige vulkan. Men udsigten var helt klart besværet værd og det første kryds i bogen blev hakket af.

Ivrige efter flere oplevelser og gåture i fjellene, tog vi til “Parque Nacional Impossible” nær Tacuba.
Vi lagde hårdt ud med en otte timers vandretur blandt kaffetræerne og kæmpe bambus. Mange gange gik vi på selve ryggen af bjerget og kunne iblandt se hundrede af meter ned  til hver side. Guleroden ved denne tur var de syv vandfald og ved de tre af dem kunne vi hoppe ned til næste plateau. Det krævede en del overbevisning af skulle hoppe de syv, otte, ni meter ned, men igen var det dejligt med en lille forfriskende svømmetur.
Ømme i stængerne stod vi op næste dag, og begav os ud på en lille “extreme” cykel tur nær grænsen til Gutemala.  Det var ikke andet at gøre end at trampe derudaf i den høje klinge, så det gjorde vi indtil vores ben faldt af og vi faldt om i 40 graders varme. En flot og spændende tur som trods alt garanterede en god nats søvn.

Tilbage igen på El Roble, vores lille base, og tid til at suge det sidste sol og varme på den enorme strand. Vi fik bugggie boardet i bølgerne, spist vores gode hjemmelavede mad og nydt hinandens selskab til fulde, desværre med visheden om at snart skulle skilles igen.
Det var ikke lettere denne gang.
Tak for Annichen og tak for mig.