Modtagelse af containeren i Guayaquil, Ecuador.

At få en bil ud af en container kan være en utrolig indviklet og kostbar affære, men mest af alt tidskrævende. Det kræver tålmodighed, humor og rigtig meget batteri på iPoden.

Hele menageriet begyndte i Quito, hvor Morten og Mathias, med alt hast, måtte skynde sig til Guayaquil for at modtage bilen og undgå de bøder vi ellers var blevet lovet.
En time senere stod vi i varmen, fugtigheden og et meget gråt sted, vi var helt klart ankommet til en havneby. Vi checkede ind på et hostel, som senere viste sig at være et regulært diskotek, fik lidt mad og videre til vores første møde med bureaukratiet.
Contecon var vores agenter i Guayaquil og vores såkaldte “hjælpere” i denne sag og havde et kontor midt inde i byen. En stor og kedelig bygning med ligeledes ligeyldige kontorer indenfor.
Vi havde aftalt at mødes med Nic og hans onkel kl. 08:00, de dukkede først op fem timer senere og undskyldte sig med bilproblmer og kurrupt politi, imens havde vi siddet på et kontor og stirret ud i luften. En lille forsmag!

Klar til de første forhandlinger og ret hurtigt fandt vi ud af at de to amerikanske herrer havde prøvet lignende før. Ivrige efter at få vores biler ud at køre igen, pressede vi ret hårdt på for at få tingene til gå hurtigere, men desværre uden held. Denise, Contecon-agenten der var rimlig stædig, kunne i øvrigt også præsentere os for en regning der oversteg det beløb, vi blev præsenteret for i Panama af Kim Andreasen og agenten med den store røv, og Wilhelmsen Shipping Service. Dette var ikke noget der huede amerikanerne og de gik igen i flæsket på den stakkels pige, der nu var begyndt at vise tegn på udmattelse og usikkerhed. Efter et par timers tovtrækkeri om uigennemsigtige priser og forskellige beløb, fik vi hende til at strege nogle af de helt urimlige tal. Det gik den rigtige retning, men der var stadig lang vej endnu. Hen mod aftenen og meget sultne, brød vi det hyggelige selskab og aftalte at mødes kl. 09:00 næste morgen ved kontoret for dernæst at tage ud til selve havnen. Senere samme aften drak vi øl med Nic, det var super hyggeligt og han kunne igen nyde, at være lidt ung igen efter at have tilbragt lidt for meget tid sammen med sin noget rutineprægede onkel.

Næste morgen gik den løs igen. Med små tømmermænd, tog vi alle ud til havnen i den forhåbning om, at kunne få sluppet bilerne ud af Contecons klamme greb. Men igen blev vi mødt med et overvældende bjerg af forskellige papirer der skulle udfyldes og kopieres 30 gange. Et hav af afgifter, skatter og bøder skulle betales, og for at betale disse skulle vi først over i banken (200 meter nede af gaden) ind og stå i kø, få et “BETALT”-stempel på papiret også tilbage igen, stå i kø, for så tilsidst at vise de helt uinteresserede kontornisser at vi havde betalt. Dette gjorde vi hele formiddagen.

Endelig blev vi lukket ind på selve havneområdet, naturligvis efter et grundigt sikkerhedscheck (de kendte skandinaviske terrorister) udstyret med sikkerhedssko, vest og hjelm. Desuden skulle man være iført lange busker. Hvornår har en havn været et formelt sted? Udstyret tog vi af fem minutter efter, til de ansattes store forundring, for der bliver meget varmt ved ækvator. Vi undrede os over denne dresscode. Hvad hjælper sikkerhedssko hvis vi nu skulle blive ramt af en flyvende 50 tons container!

I havnen fandt vi selv vores container, men måtte pænt vente på, at de ansatte vendte tilbage fra frokost. Nic og hans onkel blev meget utålmodige og praktiske som de er, prøvede selv at åbne containeren, uden held.
Endelig gik portene op og bilerne stod nøjagtigt som vi efterlod dem i Panama og præcist tre sekunder efter havde vi løsnet reb og skruet stopklodserne af og kørt bilerne ud. Aldrig nogensinde havde de ansatte set en så effektiv tømning. Det var utrolig givende endelig at kunne gøre noget selv, og hurtigt!

Vores forhåbninger om at kunne køre ud af havnen, blev desværre ikke indfriet denne dag, da bilen skulle i karantæne og den vigtige mand i tolden var taget hjem.
Samme aften havde de tre drenge et lille rendez-vous på hostellet med tankerne på at indtage lidt øl – øllerne blev hurtigt til drinks, da der samme aften blev holdt en kæmpe fødselsdagsfest for en af de ansatte.

Næste dag og vi stod igen i havnen, eller det vil sige at vi sad inde på et helt hvidt aircondition-kontor. Her skulle vi skiftevis betale og underskrive på uendelig mange papirer og snakke med samtlige myndigheder repræsenteret i havnen for at få de sidste nødvendige stempler og godkendelser. Dagen blev til aften og Morten og den amerikanske onkel var taget ind for at hente bilerne der stod i karantæne. Heldigvis for os alle sammen havde en eller anden spade forvekslet bogstavet o med tallet 0, og derved sikret os yderligere to timers ventetid – bare for at sætte prikken over i’et. Vi var ude af havnen kl 20, med bilen samt to trætte og udmattede drenge.

Konklusion: Lad vær med at shippe din bil til Guayaquil, det er alt for dyrt og besværligt. Desuden er vores firma i Panama (Præsident Kim) holdt op med at shippe biler til pågældende havn, da han også indså hvor håbløst det var. I øvrigt stor tak til Kim for at sende 200 dollars retur som et lille plaster på såret.
Det var også godt at have Nic og onkel med på vores side, selvom de gik meget hårdt til den i nogle situationer. Et par gange blev onklen så ophidset, at vi måtte fjerne blomstervasen fra bordet i det tilfælde at han skulle begynde at kaste med den. Andre gange måtte vi kigge ned i gulvet af bare sygelige grine spasmer, da han med tydelige gestikulerende armfagter, antydede at vi, var igang med at blive godt og grundige røvrendt af samtlige personer i denne havn. Det var hysterisk morsomt og meget underholdende. Især da vi modtog en regning fra Denise; “It’s Denise sticking this up in our ass”, mens han fagtede med reningen i røv-regionen. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller græde. Men Nic, der var mere jordnær end sin onkel, konkluderede på sidstedagen:

“It was a day of bullshit”

Men vi fik bilen tilbage og satte kursen nordpå til Marc og Mette i Quito. Lidt udenfor Guayaquil stoppede vi for at købe et kort. Vi parkerede på en tankstation med masser af folk og trafikpoliti. Vi var væk i fem minutter og derfor måtte vi desværre indkassere vores første indbrud i bilen, med de resultater til følge at Mortens taske blev nakket og vi igen skulle bruge tid og penge på en ny rude. Rigtig ærgeligt at det hele skulle ende sådan. Heldigvis var der kun lidt tøj, ekstranøgle til bilen og en mobil der var blevet fjernet. Det kunne have endt langt værrere