Amazonas, Lago Agrio.

Dag 1 – bustur og ankomst til hytter.
Efter mange dage i henholdsvis Quito og Guayaqil, følte vi alle for en radikal luftforandring – dette kunne vores nye ven, Indianer-Luis, klare. En fem-dages tur til junglen med tre retter mad hver dag, var opskriften.
Først skulle vi dog overleve ti timer i helvedesbussen. Med for lidt benplads, intet toilet, sæder der ikke kunne ligges tilbage og “toper”(vejbump) for hver 100 meter, gjorde det turen til en oplevelse, vi sent vil glemme.
Vi ankom til transit-byen tidlig mandag morgen, hvor vi skiftede til næste bus, der endeligt  forbandt os til Amazones indviklede flodsystem og Samona Lodge, vores junglebase de følgende dage.
Herfra begyndte jungleturen, med de klassiske aflange og tynde både, ad snoede floder omgivet af høje træer og tæt bevoksning på begge sider. Fugle i alle afskygninger i enhver krog, mange slags aber (plus dem i båden) insekter, flagermus og sommerfugle i sykedeliske farver. Men desværre ingen kæmpeanakondaer, endnu!

Samona Lodge er formet som en sekskant, bygget på stolper, alt i bambus og tage af siv. Det lyder måske ikke af meget, men det var egentlig meget fedt og helt autentisk. Vores guide hed Hairo, en rigtig sympatisk gut med stort kendskab til naturen og de lokale.
Efter en time tog vi ud for at se solnedgangen og efterfølgende vores første møde med farlige dyr, Cayman (alligatore). Der gik ikke lang tid før vores medbragte lommelygter opfangede de orange/gullige skinnende øjne, der lå og lurede farligt i vandoverfladen. Men ikke mere farligt end at Hairo flaks hoppede ud i vandet og fangede et fint eksemplar og stolt viste den frem til de måbende turister – meget extreme!
Hjem igen og spiste dejlig aftensmad i selskab med en lille fugleedderkop der sad i loftet.  Samme aften var en meget aktuel nyhed, om en af de lokale fiskere, der dagen før var blevet angrebet af en fem meter lang cayman. Han var blevet angrebet i båden og hevet ud over siden alt imens hans (sikkert noget lamslåede) kæreste havde set til. Men de lokale piger har sgu alligevel ben i næsen, for hun hoppede ud og begyndte at hakke til den med en machete. Historien endte ret sørgeligt med at han fik sit ben amputeret. Det groteske twist var, da billeder med hans forrevne ben gik rundt i hytten. Welcome to the jungle!

Dag 2.
Op næste morgen til lyden af junglen og duften af morgenmad og kaffe. Klar til nye oplevelser. Vi gik en frisk morgentur i regnskoven, genialt. Hairo foklarede om de mange nyttige planter imens vi gik. Der var kinin-træet (malaria medicin) gummitræet (til dårlig mave) myretræet (med små citron-smagende myrer indeni) og et hav af andre praktiske og anvendelige buske og træer. Farlige dyr: en meget giftig frø og et hvepsebo. Turen var tilpas i længde, luffugtighed og varme taget i betragtning og helt sikkert rigtig informativ og meget spændende. Som en lille forfriskning var vi ude og bade i den nærliggende sø. I starten var vi dog alle meget tøvende, da vi havde hørt en om lille satans fisk, der ynder at snige sig op i diverse kropslige åbninger, fisken fik tilnavnet “penisfisken”. Til sidst måtte vi overgive os til floden og alle hoppede i vandet.
Hjem til siesta.

“Pirat” eller Piraña-fisken er svær at fange – det fandt vi ud af på vores lille fisketur. De hugger godt til snøren, men er lynhurtige væk igen. Frustrende, når det samtidigt regner. Efter vores mange forfejlede forsøg, var solen efterhånden gået ned og vi skulle gå en nattetur med lommlygter og poncho. Det hedder ikke regnskoven for sjov skyld.
Med 30 centimeter imellem hinanden, fulgte vi trofast Hairo og det var forståeligt nok, da det vrimler med farlige kryb og andet godt. Det første dyr var en fugleedderkop, skjult af sin hule i jorden, den næste var en mere aggresiv “spring-edderkop”. Hairo ville end ikke nærme sig den, da den kan lamme en voksen mand. En pungrotte med et bær i munden og til sidst en harmløs skorpion-edderkop = seriøst.

Dag 3.
Idag skal vi lave brød af rødder! Og indianerne har altså tøj på. Vi havde sejlet i to timer , for at nå den nærmeste landsby, hvor vi fik et lille indblik i deres hverdag og traditioner.
Brødet var som sagt lavet af revne rødder, presset for væske og tilsidst stægt på en pande.  Tilsat lidt tun og chili salsa, var det overhovedet ikke en dårlig junglesnack. Som en lille overraskelse havde Hairo skaffet et meget gammelt pusterør. Vi skød til måls efter en lille plade. Derimod skød vores to tossede drengerøvs-australiere efter en anden guide og ramte en spytklar ved siden af, en af utallige stunts de skulle fyre af i selskab med os.
Videre til den første Shaman, der selvfølgelig lige havde en anakonda i sin baghave, men en lille en af slagsen og slet ikke som i filmene (jf. Anaconda).
Næste Shaman på programmet var til gengæld en del sjovere, ikke bare fordi han tilbød os  hjemmebrygget alkohol, men også fordi han piskede en af australierne med en brændælde på ryggen. Det så helt sygt ud. Han fortalte også om sit sit virke som Shaman, om planter, ånder og den famøse hallucinerende drik. En lille detalje: Han kunne ikke hjælpe sine patienter, hvis en kvinde i nærheden havde menstraution, så ville han simpelthen dø!
Efter en lang dag på farten og med mange indtryk var vi igen hjemme, vi badede lidt, drak en øl og gik i seng.

Dag 4.
En mærkelig morgen for Mathias, der i løbet af natten havde tegnet en pil på sin iPod, mystisk, sikkert den Shaman! Uanfægtet af denne skræmmenede oplevelse, fanger han alligevel den første Piraña ved en mindre sø, vi havde padlet til.
Det skulle blive et sandt orgie af Piraña, så meget at Hairo taber sin lommekniv i vandet. Den betød så meget for ham at, trods sine egne formaninger, dykkede ned i søen, hvor fiskeren blevet angrebet tre dage tideligere. Der var også elektriske ål overalt og vi fiskede efter kødædende fisk en meter til højre. Heldigvis blev han ikke spist eller ristet.
Det lyder altid så hyggeligt, når man hører om en lille rotur med pagajer. Men det er stadigvæk hårdt og slidsomt, men som en lille hjælp stillede den ene australier sig op i båden og begyndte at synge italiensk/spanske sange. God underholdning.
Hjemme på basen igen og mad i hovedet. Roen havde næsten sænket sig, da Daniel (den ene australier) lettere panisk siger vi skal komme med ham. Det viser sig at han ved et tilfælde havde gået ind i den lokale træ-boa (en ikke-giftig slange). Slangen optræder mere og mere aggesivt, forståeligt nok da folk stimler sammen med lommelygter og kamerablitz og lige skal prøve at røre den. Slangen var nok over to meter, og gav mange af beboerne en ekstra grund til at kigge under sengen.

Dag 5 – hjemrejse.
Tidligt op og gå morgentur med søvn i øjnene. Vi så friske tapir-spor og blev angrebet af fesne hvepse. En kort tur der satte punktum for det vilde liv i Amazonas.
Hjemrejsen var heldigvis smertefri, vi tog en tidligere bus end planlagt og fik rigelig med plads. Som et sidste bevis på at Ecuador stadigvæk er vild og voldsom, havde den lokale vulkan spyttet en massiv røgsky ud til ære for os.
Mange oplevelser og masser af brugbar viden. Men vigtigst af alt, respekt for naturen og dem der lever i den.