Tilbage i Quito efter en fantastisk jungletur. Vi startede morgenen med at få en omgang morgenmad overfor indianer-Luis’ kontor, da vi alligevel skulle have fat i ham, for at få vores bil tilbage efter en tur hos glarmesteren. Mens vi sad og nød indtagelsen af morgenmaden, kom vores kære mekaniker kørende med bilen, som var blevet nyvasket og havde fået ny rude. Det havde lykkedes ham at finde en uoriginal rude, så omkostningerne blev ikke så store for os i denne omgang, men det havde ikke lykkedes ham at skaffe en ekstra nøgle, da der er en chip indbygget i vores bilnøgle.Vi takkede og kørte sydpå mod en vulkansø, hvilket vil sige en vulkan, hvor topppen på et tidspunkt er sprunget af og i dag er der vand i krateret. På vejen blev der kastet spandevis af vand på os, hvilket vi var blevet informeret om kunne ske, da der i det meste af februar måned, er karneval i landet og dette er en af måderne at fejre det på. En anden eksotisk fejrings-metode var, at købe en dåse med skum og derefter spraye skum efter alt hvad der bevæger sig. Morten er på et tidspunkt under køreturen blevet lidt solflov og sidder som den eneste, med armen ud af vinduet og prøver at få det meste ud af solen, da der bliver tømt en kæmpe spand vand ind af ruden. Dette må siges at være noget af det sjoveste på køreturen den dag, for alle andre end Morten, der var mega sur, og begyndte at råbe op om hvad der kunne gå i stykker, mens vi andre grinede.

Køreturen fortsatte forbi en kæmpe vulkan på nogle og seks tusind meter og videre op gennem bjergene forbi lamaer, ecuadorianske kvinder med sære hatte og adskillige marker som lå placeret op og ned af de skrå bjergsider, til vi ramte vores lille by, bestående af ti huse, som lå placeret på toppen af krateret. Vi blev modtaget af et stor-smilende lokalt par, som ejede det hostal vi skulle bo på. Hostalet bestod af et stort fællesrum med en brandeovn i midten. Kedlerne på toppen havde varmt vand til kaffe og te, og de andre gæster sad tæt om ovnen for at få varmen. Alt i mens det meste af værtsfamilien stod i køkkenet for at lave en tre-retters middag til de mange indlogerede gæster – det var super hyggeligt! Under middagen blev vi opmærksomme på en tysk vegetar, der sad ved vores bord, i det hun sad og undersøgte alt maden grundigt for kød i det. Hun spurgte kontinuerligt, til hele selskabets store irritation, om vi nu var sikre på at der ikke var noget kød i det hun havde taget. Senere fortalte hun, at hun snart meget gerne ville ud og ride, hvis der var nogle heste. Morten, der var blevet træt af hendes evige kødbekymringer, forsikrede hende om, at hvis der var en hest i nærheden, ville han ride på den ned til vulkansøen, drukne og derefter at spise den. Dette lukkede munden på den tyske pige, mens en canadisk pige var i chok over at man kunne sige sådan noget – resten af selskabet synes at kommentaren var prima. Efter Morten havde lagt stemningen kunne alle nyde resten af deres mad uden vegetarsnak, men snak om folks rejseplaner og humøret var hurtigt højt igen.

Næste morgen var vi ude af sengen klokken lidt over seks for at se vulkansøen under solopgang, og måske nyde synet af en kondor eller to. Det eneste der mødte os var synet af søen som var fantastisk og en panfløjtespillende mand, der gemte sig nede ved søen, men havde sikret sig at fløjtet løs, så alle kunne høre det og fuglene skræmt væk. Turen gik derefter til Ingapirca, som skulle være stedet med den største incaruin i Ecuador, men ruinen var nu lidt af en skuffelse, da der kun var et tempel, mens resten manglede. Det gjorde det svært at forestille sig hvad der havde foregået der. Byen derimod havde heller ikke noget at byde på, så den stod på lidt afslapning og et slag kort. Næste morgen gik turen mod Peru og strand, på vejen var det tid for Morten at få hævn, for det ufrivillige vandbad, så den første bod der tilbød spayskum fik besøg. Resten af turen ud af Ecuador blev alt fra gamle mænd og koner til små børn sprayet af Morten. Vi er stadig overraskede over at alle modtog skummet med smil og latter.

Grænsen til Peru forløb hurtigt og effektivt, der var nu heller ikke andre end os og grænsekontoret var en container ude i ørkenen. Et par timer senere var vi i strandbyen, Mancora, med nogle og 30 grader, hvor den stod på fest og tømmermænd. På trods af tømmermænd, gik turen ned til Trujillo gennem ørken, ørken og ørken. Trujillo er en rig by med en helvedes masse casinoer. Et hurtigt kig i guidebøgerne gjorde os opmærksomme på nogle gamle ruiner lige uden for byen, så de skulle da besøges. Chan Chan var hovedstaden i Chimu-riget, som var den ledende supermagt i Peru og havde sin storhedstid i 1500-tallet, kort før inkaernes ankomst. I dag ligger ruinbyen tilbage, og denne er Latinamerikas største pre-columbianske ruinby, som var helt fantastisk, kæmpe stor bygget op af sand.

Efter en times guidetur gennem ruinerne kørte vi mod Lima. Vi ankom til Lima sent om aftenen, efter en laaang køretur. Vores første møde med de lokale i Lima, var en politibetjent der stoppede os for at kører for stærkt. Dette er meget muligt, men det er noget svært at bedømme hvor hurtigt man må køre, når der ingen fartskilte er, og vi fulgte trafikken. Alt dette var betjenten tilsyneladende ligeglad med og ville tage Marcs kørekort til vi havde betalt bøden i banken. Da vi spurgte hvordan vi kunne få kørekortet igen, sagde han, at vi kunne hente det på den danske ambassade. Hvilket ville havde været meget fint, hvis der var en dansk ambassade i Peru, men det havde den kære og lettere ubegavede betjent en løsning på. Han ville så bare sende kørekortet til den europæiske ambassade i Lima. Dette var en fin løsning, men igen hvad er den europæiske ambassade? Derfor trak vi vores bedste kort, Morten, der var blevet haj til at håndtere politiet, der let og elegant gjorde manden korrupt ved at bestikke ham, hvilket han i starten let ikke var tilbøgelig til. Og vi kunne derefter med Mortens fantastiske indsats køre videre. Efter et par timers søgen efter et sted at bo var klokken blevet næsten to om natten og vi kunne gå til køjs. Morten havde i forhold til os andre kun få timer at sove i, da han skulle op og modtage Catrine i lufthavnen. Det blev en til en nattesøvn på tre timer, men gensynets glæde var ikke til at tage fejl af.