Belize
I Huatulco forlod jeg gruppen til fordel for Annichen. Det bedste valg jeg nogensinde har gjort.
Vi havde aftalt at mødes i Belize lufthavn og derfra finde ud af hvorhen i central Amerika, turen skulle gå.
Belize City er ikke noget kønt syn, efter en orkan engang i 60′erne valgte de lokale ikke at genopbygge byen, da de tænkte at der nok ville komme endnu en orkan to dage efter, fair nok… Det skete bare ikke, heldigvis, men ligesiden har byen lignet en ruin og er egentlig ikke særligt indbydende. Derimod var de lokale, udover et flydende engelsk, super hjælpsomme og venlige.
Hurtigt tog vi afsted til San Pedro, halvanden time i båd fra City og to dage efter til Caye Caulker hvor vi havde nogle af de bedste dage i Belize med dykning (måske lidt over de tilladte 18 meter), en smule sol og god mad.

Adios Belize.

Bienvenidos El Salvador.

Efter to timer i fly, ankom de to varme og sol hungrende til El Salvador. Den velkendte mur af varme og fugt ramte os straks da vi forlod flyet, et godt tegn.
Vi indlogerede os på det mest fantastiske og hyggelige hostel El Roble, hos Darren og Teka(udtales Seka). Hostellet lå ca 5 min fra en helt øde Stillehavs strækning hvor vi blev stegt og vandet. Tæt på lå La Libertad, en fiskerby med gøglermarked og en hyggelig fiskermole.

På tredje dagen hører jeg de velkendte 250 heste, og ikke længe efter står Marc og Morten i døren, klar til oplevelser og lidt øl. Vi vælger at tage ud på en “whale watching tour” en tidlig morgen, for endelig at se de der hvaler.
Efter fem lange timer, en rådden kadaver havskilpadde, en halv tun fisk og adskellige halv amputerede delfiner, måtte vi give op. Desværre ingen hvaler til Morten denne gang. Troede vi, for da vi på vejen hjem sætter os på en lille restaurant, med udsigt til havet, rejser sig pludseligt en kæmpe sort skikkelse i havet og Marc (den eneste der påstår at have set hvaler) kan bekræfte det. Vi fik endelig set vores hval. Yehaaaa.

Annichen og jeg fortsatte vores tur rundt i El Salvador. Første stop var den idylliske bjerglandsby, Alegria. Eller rettere, 40 minutters trav op af en ex-vulkan til vores endelige destination, krater søen.
Ved krater søen, omgivet af kaffetræer og skyer, fik vi slappet lidt af og nydt udsigten. Dagen efter tog vi igen ned til selve byen hvor vi fik smagt lidt på det lokale køkken og konverserede med de lokale. Vi blev der en nat.

Busserne i El Salvador hedder i folkemunde “Chickenbus” og de bragte os nogenlunde sikkert videre til San Salvador, hovedstaden. Her fik vi set en del museer, men det det gjorde størst indtryk var nok universitets museet med de uhyggeligt velbavarede klæder med skudhuller og indtørret blod fra en decideret nedskydning af 5 nonner og en præst. En uhyggelig side af den El Salvadorianske borgerkrig der foregik mellem 1980 til 1990.

Vi havde på forhånd aftalt at vi skulle ud og gå nogle seriøse ture i bjergene og på de omkring liggende vulkaner. Den første udfordring var en stadig aktiv vulkan i nærheden af Santa Ana, Mont Izalco.
Vi startede med halvanden times nedstigning af trapper, derefter op af den egentlige vulkan. Men udsigten var helt klart besværet værd og det første kryds i bogen blev hakket af.

Ivrige efter flere oplevelser og gåture i fjellene, tog vi til “Parque Nacional Impossible” nær Tacuba.
Vi lagde hårdt ud med en otte timers vandretur blandt kaffetræerne og kæmpe bambus. Mange gange gik vi på selve ryggen af bjerget og kunne iblandt se hundrede af meter ned  til hver side. Guleroden ved denne tur var de syv vandfald og ved de tre af dem kunne vi hoppe ned til næste plateau. Det krævede en del overbevisning af skulle hoppe de syv, otte, ni meter ned, men igen var det dejligt med en lille forfriskende svømmetur.
Ømme i stængerne stod vi op næste dag, og begav os ud på en lille “extreme” cykel tur nær grænsen til Gutemala.  Det var ikke andet at gøre end at trampe derudaf i den høje klinge, så det gjorde vi indtil vores ben faldt af og vi faldt om i 40 graders varme. En flot og spændende tur som trods alt garanterede en god nats søvn.

Tilbage igen på El Roble, vores lille base, og tid til at suge det sidste sol og varme på den enorme strand. Vi fik bugggie boardet i bølgerne, spist vores gode hjemmelavede mad og nydt hinandens selskab til fulde, desværre med visheden om at snart skulle skilles igen.
Det var ikke lettere denne gang.
Tak for Annichen og tak for mig.

Denne blogudgave handler om shipping-processen i Panama. Bilen skulle shippes i container til Goyaquil i Equador, da det er nærmest umuligt at krydse Darianjungelen mellem Panama og Colombia. Vi var desuden blevet advaret om at køre i Colombia, da landevejsrøverier og korrupt politi dominerde vejene. Dette er dog ikke sandt, men det gik først op for os efterfølgende. Bloggen er skrevet i dagbogsform og nedskrevet i ventetiden på diverse kontorer – derfor kan sproget virke stødende. God fornøjelse.

Dag 1.

Søgen på nettet efter shippingfirmaer prægede morgenstunden. Vi fik ringet til en masse spansktalende shipping-bureauer, som gerne ville hjælpe, men ingen sejlede med biler til Equador på det ønskede tidspunkt. Dernæst røg nettet og det hele så trist ud. Vi var desuden under tidspres, da Mette (Marcs kæreste) ville lande i Quito, Equador inden en uge. Det er ikke lang tid til at shippe en bil, venner! Vi fik et par colaer og så modløst ud i hostellets opholdsrum. Men pludslig virkede nettet igen og vi fandt et firma, Wilhelmsen Shipping Service, og vi fandt også en agent, ved navn Kim Andreasen. Vi ringede til ham. “Habler ingles?” – “Yææs” – “Do you speak Danish?” – “Øhh jaaa”. Kim var nemlig dansker, vicepræsident i firmaet og lettere forbløffet over at skulle snakke shipping på dansk. Vi hastede ind til hans kontor og fik tildelt en agent. Hun må have jordens største bagdel, men nok om det. Vi fik en prisliste og det så lidt dyrt ud (1400$), da vi skulle leje en hel container til vores egen bil, men hvis vi stødte på andre, der også skulle shippe til Guayaquil, Ecuador kunne vi dele en container og dermed spare en stor pose penge. Hvor stor chancen for dette tilfælde er, kan vi kun gisne om. Agenten med røven fortalte ellers at der havde været et par amerikanere med samme mission, men de var gået igen. Måske kom de tilbage. Måske var vi heldige. Vi rejste os fra forhandlingsbordet for at finde et bedre tilbud. Pludslig kommer amerikanerne ind på kontoret. De ville meget gerne dele en container med os – som sagt som gjort. Amerikanerne var en jævnaldrene gut, Nic og hans onkel, en stædig lille forretnings(land)mand – begge fra Minisota. Faktisk havde vi mødt dem før ved grænsen til Costa Rica, men undgik deres selskab, da vi fornemmede at de kunne spolere vores fine imødekommenhed med deres højtråbende og anglo-spanske fraser.

Ud af døren samt et kort over Panama City med adresser på de forskellige kontorer i rækkefølge. Vi kunne komme igen, når vi havde myndighedernes og havnes tilladelse til at shippe bilen.

Dag 2.

Vi havde fået af vi skulle være hos Policia National præcis mellem kl. 10-11, for at få inspiceret køretøjet. Efter en time ville en ung gut gerne se vores papirer, men kunne intet gøre, før der kom en anden person og sandsynligvis vigigere person. De andre tre politimaend på kontoret var også funktionsløse uden denne person. Endelig kom den vigtige person og han kiggede på bilen i ca. 50 sek. Hvor efter han satte to streger på en kopi af bilpapirerne. Tilbage på kontoret ville de have kopier af alt mht. bilen, så det fik de (efter en måned i Mellemamerika har vi forstået vigtigheden af kopier for at deres bureaukratiske system ikke falder sammen). Mens vi ventede på den vigtige mand, observede vi en sjov pangdang til “først til mølle”-begrebet. I Mellemamerika forstår de nemlig at multitaske alt, hvilket giver følgende resultat: Køkultur – glem det! Står nogen i kø, råber man og vifter med papirene indtil nogen begynder at arbejde på ens sag. Sådan fortsætter det indtil kontoret står med en bunke halvfærdigt arbejde. De lokales reaktion? Helt fint. Vi fik at vide vi skulle være på et andet kontor, Direccion de Investigacion Judical, på den anden side af vejen kl. 14. Men vi blev nægtet adgang, da vi havde shorts på, så vi måtte tilbage til hostel og skifte til lange bukser. Da vi kom tilbage brugte vi en time i venteværelset, før papirerne fra Policia National ankom og derefter endnu tre timer, mens de stempelede, kopierede og dobbelttjekkede alt. Faktisk var vores papirer færdige efter en time, men manglede et (fucking) stempel! Kontoret benyttede sig af en taktik, hvor alle afleverer på forskellige tidspunker, men slutter samtidigt. Grunden til at vi blev færdige den dag, var fordi kontoret lukkede på et tidspunkt. Så fik den en skalle! Amerikanerne venter også på deres at deres papirer blev klargjort. Onklen faldt i søvn i en stol og en tysker, der skulle shippe til Colombia sagde: “Det var aldrig gået i Tyskland.. jeg mener Europa”. Senere maatte han også konstatere at de lokales håndtering af papirarbejdet var “sehr Scheiße.”

Dag 3.

Besøg hos Aduana (toldvæsenet) og afmelde vores midlertidige indregistrering af bilen i Panama. Efter ti minutters med diverse usving, fandt vi Aduana-logoet på en container. Vi åbenede og gik ind, men fandt pludselig os selv på en (hvad der lignede) improviseret lægeklinik. Der var kun kvinder derinde og vi blev hastigt diregeret rundt om hjørnet til rette sted. Vi blev mødt af en stor og farlig vagt, som ville sende os hjem, da vi havde uanstændige beklædningsgenstande på. En anden ansat sagde til ham at det nok skulle gå, og vi fik lov til (som de eneste) at vade rundt i shorts og klip klappere. Herfra gik det stærkt! Vi tilbragte tid i en kø til en afregistereing af køretøjer, da vi blev sendt hen til deres kopiafdeling, så de kunne få deres ønskede kopier. Alle offentlige kontorer har altid en kopiafdeling, og der er, pudsigt nok, også altid kø. Tyve kopier senere, tilbage igen, indsamle stempler og underskrifter og vi var ude igen. Tilbage til Wilhelmsen Shipping Service og aflevere papirene, betale skrive under og modtage kontaktoplysninger på vores shippingagent i Guayaquil. En mindre detalje ved afhentning af bilen i Equador er, at skibe som regel er forsinkede og at det kan tage ca. fire dage at få sin bil ud af haven!

Dag 4.

Vi står ved indgangen til havnen i Panama City, Puerto Balboa præcis kl. 8:00, som aftalt og venter på shippingagenten med røven. Hun dukker op 30 min. forsinket med papirarbejdet som ikke blev færdigt i går. Amerikanerne er der også. Vi har fået grønt lys af Havneadministrationen til at sende containeren afsted. Hurra! Færdig med papirerne i Panama, hvilken lettelse. Nu manglede vi bare at køre bilen ind i containeren, men det kan tage tid at finde den rigtige container i havnen. I mens vi venter kommer der forskellige havnefolk forbi og siger at de ikke ved noget og at vi hellere må vente. Vi venter indtil Morten bliver utålmodig og spørger en havnemand, om der er noget vi kan hjælpe med, for at fremskynde processen. Han forklarer at det ved han ikke, og snakker lidt i sin walkie talkie. Måske hjalp det lidt, vi kan i hvert fald lide tanken om det. Tre timer senere og vi kører igennem havnen til vores container, som umiddelbart ser klar ud. Men så let er det ikke. Bilerne blev rigget med snor bundet fast til søm i bunden af containeren, og der blever banket træklodser ind under hjulene, så bilen står stabilt under transporten. Det tog halvanden time for havnearbejderne og i mellemtiden fik vi os hæftig kulør af at så og vente i middagssolen. Til slut er der problember med at lukke et hængsel på døren til containeren. Havnearbejderne kigger forvirrede på hinanden og skal til at kalde på forstærkning, da amerikanerne tager en hammer og så var det på plads. Meget kan man sige om amerikanere, men handlingslammede er de ikke. Her observerede vi også en sjov kulturforskel, da vi (danskere) mente at fagfolkene selv kunne udføre arbejdet og dermed give dem plads og respekt til det, men amerikanerne hev værktojet ud af hænderne på havnearbejderne for at skynde processen. I sidste ende var vi nu meget glade for deres hjælpende hænder.

Endelig var bilen i containeren og Marc og Morten vender traette, men tilfredse tilbage til hostelet for at skåle i lidt øll. Men det bliver ikke en lang aften, da flyet til Quito afgår den følgende morgen. Det troede vi i hvert fald, men I Panama lufthavn gør en ansat os opmærksom på at vores billetter først er til næste dag. Heldigvis var der plads i flyet og fik kunne sætte kursen mod Quito.

Efter et par hyggelige dage med Annichen og Mathias i El Salvador, begyndte tidspresset for alvor at melde sig. Vi havde syv dage til at nå til Panama City og fire grænser skulle krydses, for at vi havde en uge til at få bilen shippet afsted, hvilket i forvejen skulle være lidt i underkanten.

El Salvadors veje var fine og med masser af tilbud på leguaner langs vejkanten, gik det hurtigt mod grænsen til Honduras.
Da vi ankom til Honduras, ved den sydlige del af landet, havde vi besluttet at krydse landet på én dag da samtlige guidebøger anbefalede at man enten tog nord på eller bare kom væk fra det sydlige område.
Grænsen til Honduras var et kaos, personbiler og lastbiler i lange baner. Ikke mindst grænseguider der ville hjælpe en over grænsen stod og hamrede på ruden og alle ville hjælpe, efter vi længe havde prøvet at komme af med dem og havde kigget lidt på grænsen besluttede vi at hyre en guide til at hjælpe os gennem virvaret af mennesker og kontorerne. Stemplerne i passet var ikke noget problem, men igen er det papirene til bilen der tog lang lang tid. Bilen der holdt et lidt skummelt sted, hvor guiden anbefalede at en af os blev ved bilen, da der var stor chance for at nogle ville skære hul i dækkene. Så Marc sad og ventede ved bilen, mens Morten i hælene på guiden prøvede at få styr på papirene. Kopi af det ene og andet blev lavet og kontor på kontor blev besøgt. Men på et eller andet tidspunkt gik det galt. Guiden havde, inden vi fik set os om, bestukket nogle betjente og skaffet os foran i køen, det tog dog alligevel tre timer ved grænsen, men vi skulle være kommet foran køen. Vi var så klar til at køre, da guiden lige pludselig ville have et utal af kontanter til forskellige betjente han havde bestukket. Vi nægtede da vi ikke havde bedt ham om at bestikke nogen. Efter lidt diskussion kunne vi køre.

Vi var lettet over at være kommet ud af virvaret og havde netop åndet lettet op, da vi blev stoppet af politiet ti minutter nede af vejen. Få sekunder efter havde vi fire betjente hængende helt ind af vinduerne, og inden vi nåede at få nogle papirer frem havde de allerede konstateret at vi manglede nogle papirer, hvilket vi stadig ikke fundet ud af, men ifølge betjentens beskrivelse var det et meget stort papir, vi havde i hvert fald ikke været i nærheden af noget så stort, ifølge den ene betjents håndfagter viste det sig at være på længde med Dødehavsrullerne. Vi måtte tilstå at vi ikke havde et papir i den længde, betjentene begyndte at blive mere og mere ubehagelige og lige pludselig manglede vi også andre papirer påstod de.  Efter en kort snak om vi skulle tage på stationen for at få klarhed over tingene og ikke støtte det korrupte politi blev vi med en hurtig udregning enige om at vi ikke ville kunne nå over grænsen til Nicaragua sammen dag. Så vi gav et bidrag til politiets kaffekasse og kunne derefter kører videre. Vi var derefter i den situation at vi ikke havde en krone på lommen hvilket vi var meget bevidste om var en dårlig situation. Så da vi endelig ramte den næste by, med lidt indbyggere gik vi på jagt efter en hæveautomat. Efter en times søgen i den mest triste by vi længe havde set, lykkedes det. Et par timer senere var vi ved grænsen til Nicaragua. Ved grænsen opstod så et nyt problem. Vi manglede nu et stempel!

Hvad dette stempel skulle bruges til eller hvad det skulle være bevis for, har vi ingen annelse om. men alt om alt, vi kunne ikke forlade landet uden dette stempel.
Men der har landet visse fordele, man giver lidt penge også har man et stempel, på et stykke papir der var 2,5 x 2,5cm. Grænsevagten gjorde os opmærksomme på at dette meget lille stykke papir skulle vi vogte med vores liv, da det var modtaget kørte vi over grænsen til Nicaragua(Vi vogter stadig papiret, og venter i spænding på om vi skal vise det!). Grænsen i Nicaragua forløb uden problemer, vi blev modtaget af en af grænsevagterne, der havde til job at vise en rundt til de forskellige vinduer vi skulle besøge. Det gik denne gang hurtig og smertefrit og de forsikrede os om at vi havde alle de papire vi skulle have for at komme sikkert igennem landet. Så vi skålede i vand og kørte afsted, 100 meter nede af vejen var der polititjek. Men denne gang var vi forberedt på det værste. De kunne så fortælle at vi manglede forsikring, hvilket vi udemærket vidste men selvfølgelig ikke fortalte dem, vi vidste dog ikke at det var obligatorisk. Betjentene blev ved med at tale om at vi manglede papirer, men hvad betjentene ikke vidste var at Morten og Marc, der kunne havde været fremragende skuespillere, lod som om at vi ikke forstod et ord spansk og for den sags skyld heller ikke engelsk. Betjentenes tålmodighed forsvandt hurtigt, så de prøvede en ny taktik, der gik ud på at de bare gerne ville have nogle penge. Først kommer der en betjent op og siger “Dollars” hvilket var det eneste engelske ord han kunne. Men efter som vi ikke forstod hvad dollars betød, prøvede en anden betjent med “money”. Hvilket resulterede i at vi trak på skuldrene og talte dansk og virkede meget uforstående. Der mistede de kære betjente tålmodigheden og lod os køre. Efter et highfive og en halv times kørsel ankom vi til Leon hvor vi indlogerede os og drak en øl ovenpå dagens strabasser for derefter at gå til køjs.

Dagen efter gik turen til byen i Granada i Nicaragua, der ligger ud til en kæmpe sø med en ø der skulle være værd at besøge, men det havde vi ikke tid til, men vi så søen og nød synet. Vi boede på et fint kolonialsk hostel med en skøn atriumgård, som desværre var indvaderet af en større gruppe tyske skoleelever. Mens Morten prøvede at danne sig et overblik over vores næste dags rejse skulle Marc finde en parkerings plads til bilen. I følge Morten havde den kære receptionist fortalt at der skulle ligge en på den anden side af blokken. Så Marc kørte afsted…. Efter at havde kørt rundt om blokken og de nærmeste gader vendte Marc tilbage til receptionen for at høre hvor den præsist lå. Receptionisten kunne så fortælle at det var tre blokke nede af vejen. Den skønne Marc springer med alt hast ud i bilen igen for at få den sikkert parkeret, men må efter flere spørgsmål til sig selv om han var blevet sindsyg og endnu en halvtimes kørsel i tre blokkes radius konstatere at der ikke er nogle parkeringspladser, og i så fald måtte de være lukket. Marc vendte derefter tilbage til receptionen for at spørge om receptionisten skulle kende et andet sted at parkere, da denne såkaldte parkeringsplads måtte være lukket. Hvorefter receptionisten fortæller at det var på brandstationen bilen skulle parkeres, i sådanne en tone at man måtte være dum for ikke at vide det. Marc hopper derefter ud i bilen igen og kører hen til brandstationen som lå de tre blokke væk og hvor han havde vinket til de fleste af brandmændene der ventede på nye eventyr i sine små tyve gange rundt om deres blok. Og sådan blev bilen parkeret imellem store røde udrykningskørertøjer.

Næste morgen gik turen mod Costa Rica, efter en times kørsel var der igen politikontrol, og denne gang gik tingene ikke så let. Vi blev stoppet og de skulle tjekke vores papirer, de var alle i orden. Bortset fra at vi ikke havde forsikring, hvilket åbenbart var obligatorisk, selv med et forsøg på ikke at forstå hvad de talte om og at fortælle dem at de ved grænsen havde sagt at alt var fint og vi ikke manglede noget, fik det dem ikke til at lade os køre. De fortalte at de skulle have vores kørekort og vi skulle ind til byen og betale bøden i banken. Bøder betales i banken for at undgå korruption. Plus at vi ikke kunne køre videre uden at vi havde forsikring på bilen. Dette var lidt en streg i regningen da vi ikke kunne komme ind til byen uden bilen, i det hele taget havde vi ikke regnet med at skulle bruge en halv dag på en bøde. Betjentene kunne godt se at vi havde et problem, betjenten begyndte at spørge hvad vi skulle gøre ved problemet. Og med den sætning var vi med på hvad der lå i hans tanker. Han ville have at vi skulle forslå at betale “bøden” på stedet. Hvilket han jo ikke selv kunne sige, da politiet i Nicaragua jo “ikke” er korrupt. Så vi spurgte om det ikke var muligt at betale bøden på stedet, da vi ville være ude af landet et par timer senere og derfor ikke havde tænkt os at bruge en halv dag på forsikringer og betaling af bøder i diverse banker. Politmanden gik med vores kørekort ind i et lille træskur, mens vi sad og ventede i bilen.

Efter et stykke tid kom en anden betjent med et maskingevær på størrelse med sig selv hen til bilen og sagde at vi skulle ud af bilen. Dette var vi dog slet ikke med på, da vi havde hørt at man altid skulle blive i sin bil, da man har mange flere rettigheder i bilen da det betragtes som man er i sit eget hjem. Men da betjenten begyndte at råbe som en sindsyg at vi skulle ud af bilen nu og ind i det lille træskur havde vi ikke så mange andre muligheder. Vi træskede derefter ind i skuret spændt på hvad der nu skulle ske. Inde i hytten som bestod af fire vægge en lille bord, stol og en radio, sad betjenten med en vores kørekort, der nu var i en bunke med tyve andre kørekort som han havde konfiskeret samme dag, i hånden. Morten der var kvik og hurtig kunne se at der skulle handles hurtigt for at vores kørekort ikke forblev i bunken, sagde til betjenten at han kunne få alle pengenen i hans pung (alle de store seddler var gemt i bilen). Betjenten kiggede uforstående på Morten, Morten spurgte hvor meget han skulle have for at vi kunne få vores kørekort og køre videre. Betjenten nævnte et beløb svarende til tyve kroner, hvorefter Morten stak ham en seddel og hev kortene ud af hånden på betjenten og sagde tak. Få sekunder efter var vi på vejen igen, men tog ind til den nærligende by og fik en forsikring til bilen til en pris af 12 dollars.

Få timer senere var vi ved grænsen, der gik smertefrit dog med meget kø. Grænsen ind til Costa Rica var en kæmpe kø, som tog små to timer hvorefter man skulle købe bilforsikring før man kunne få grænsepapirene på bilen fixet. Forsikringen var vi glade for da vi så var sikre på at alle papirer var i orden.  I køen til forsikring og motorkontoret, var vi forfulgt af to meget højttalende amerikaner med stort A. Det var en ung fyr og hans onkel som var på samme rejse som os, dog noget kortere tid. Vi glædede os over at vi ikke kørte med dem da vi allerede var trætte af dem i køen. Da grænsen var passeret kørte vi mod Playa Coco, der er en lille by ud til vandet fyldt med unge turister der var klar til at feste. Vi forsøgte at komme i partyhumør, men måtte overgive os til sengen.
Dagen efter gik turen igen syd på og ned mod byen Jaco. Jaco består af en hovedgade med nogle sidegader ned mod stranden, en masse hoteller/hostels, barer og en helvedes masse suferer. Vi var ankommet til byen hvor vi som de eneste ikke surfede. Vores hostel havde stativer, hvor du kunne stille dit bræt når du var færdig på stranden og en pool fyldt med surfere der talte om dagens bølger. Vi beslutede at besøge de adskillige barer byen kunne tilbyde, hvor vi desuden bemærkede en generel stil Costa Ricas kvinder havde kørende. I Costa Rica er det åbenbart meget på mode at bære så lille en BH som muligt. Hvilket resulterede i at deres bryster sad helt oppe under hagen eller hvis de havde små bryster, sad de som to tennisbolde ved kravebenene. Vi mødte en anden dansker der fortalte, uden vi behøvede at spørge, at han havde bemærket det sammen. Han fandt det også utroligt sjovt, så det var ikke bare os.
Efter et par dage ved stranden i 38 graders varme og en fugtighed  nær de 100%, gik turen mod grænsen til Panama. Grænsen til Panama gik uden de store problemer, vi skulle dog lige finde et forsikringsselskab  der gemte sig oppe af en trappe inde i en restaurant, før vi kunne få de sidste papirer klaret. I Panama var vores første mål byen David, hvor vi boede på et hostel med navnet Purple House. Alt var lilla fra senge til toiletbørster. Hostellet var drevet og ejet af en meget høj og meget stor amerikansk dame som var fredskorps veteran og med en tendens til sindsyge. Oplevelsen af hostellet var toppen da byen ikke havde maget at byde på. Så næste morgen gik turen mod Panama City

Da Melissa og Peter var kørt, gik jagten ind på en ny bilrude og med Claudia som tolk, var der efter et par timers tid, bestilt en ny rude hjem til Guatemala City. Åbenbart var det kun mekanikere i hovedstaden som kunne bestille den ønskede rude hjem. Vi besluttede at få lavet ruden et par dage efter attentatet, da vi alligevel skulle ind til hovedstaden for at sende Claudia tilbage til Mexico. Vi brugte mellemtiden på en lille trekkingtur op af den lokale vulkan, Paqauea, næste dag.

Turen startede om eftermiddagen og gik med en køretur på et par timer til foden af et bjerg og derefter havde vi en vandring foran os på et par timer. Vandreturen gik fint indtil vi nåede til foden af vulkanen. De tunge fødder slæbte os op af bjerget og Marc sakkede bagud. Om det var fordi han var træt eller fordi han var ivrig efter at møde nye mennesker vides ikke. Han faldt i hvert fald i snak med et sødt ungt svensk par som var med på turen. På vej op af bjerget blev det varmere og varmere og lavastenenes skarpe kanter skar sig op igennem skoene. Claudia, iført Converse-sko, udstrålede en naturlig bekymring og meldte til tider ud, at hun ikke ville fortsætte. Men utallige opmuntringer og rygklap fik hende hurtigt på tåspidserne igen. Så kom tidspunktet hvor guiden sagde, at nu var vi fremme og vi kunne bare gå rundt og nyde det. Der var et par hundrede meter endnu til toppen, men der kunne man godt glemme at komme op, for vi var omringet af lava. Der løb flere floder med flydende lava og gennem hver en sprække, i det tynde lag lavasten som vi stod på, kunne man se lavaen flyde. Den var helt sikkert ikke gået i mange andre lande, da du bare skulle træde et skridt forkert og du ville stå med den ene fod i helvede. Der var også en af pigerne på turen der måtte sige farvel til sin ene skosål, da den smeltede på grund af varmen. Efter en kort fotosession stod den på grillning af vores medbragte marsmallows, hvilket lava må siges at være ideel til. Da solen var gået ned gik turen samme vej tilbage ned af vulkanen med lygter og forsigtige skridt i mørket.
Nedstigningen blev fejret med en kold øl og en skål sammen med det svenske par, som vi havde luret havde samme plan som os, om at drage til El Salvador nogle dage efter. Så de fik vores mail og tilbudet om at køre med, hvis de var interresseret.

Næste morgen gik turen til Guatemala City, vi skulle have ny bilrude i bilen og vi skulle tage afsked med Claudia. Efter en lille rundtur rundt i den store by lykkedes det os endeligt at finde værkstedet. Ud over choket fra de andre kunder over at se vores lyshåret ven Morten fik vi hurtig fat i ruden som var den rigtige, nu skulle den bare sættes i. Hvilket vi regnede med vi havde en aftale med dem om at de skulle gøre. Men som den kære kontordame forklarede os var det en “delikat operation” og dem udførte man ikke her. Men i den anden ende af byen, på et andet Ford-værksted, kunne de sætte ruden i – til gengæld skulle bilen være i deres varetægt i 24 timer. Dette var ikke lige det vi havde regnet med og eftersom ruden i forvejen havde kostet en mindre formue, besluttede vi os for selv at finde en mekaniker, der kunne sætte den i for os. Hundrede meter længere oppe af gaden fandt vi en Car bodyshop, som aldrig havde prøvet at skifte en rude, men var friske på opgaven. Mens de fiksede denne “delikate operation”, tog vi en taxa med Claudia til lufthavnen. Med et trist “på gensyn” og “mange tak” for hendes skønne deltagelse i turen, sendte vi Claudia videre.

I mellemtiden var bilen blevet færdig og de havde klaret opgaven fuldt ud. En time senere sad vi tilbage i Antigua med en mail fra det svenske par, om at de gerne ville med i bilen til El Salvador. Så det blev fejret med et par øl på vores lokale stambar, No Sé.

Næste dag startede noget voldsomt, da vi havde glemt at stille vores ur og havde en aftale om at hente svenskerne på deres hostel. Så med en hurtig pakning og afhentning af bilen, var vi kun 20 min. forsinket. Men som om at det ikke var nok havde vi et bykort, hvor kun hver fjerde gade var navngivet, og de lokale kendte åbenbart heller ikke deres egen by. Efter en halv times søgen fandt vi dem dog, og de var lige så glade for at se os som vi var for at finde dem.
To sekunder efter var bilen pakken og “Øresundsvisen” bragede ud af højtalerne. Samtalen gik forrygende mellem de nordiske lande. Vi fandt ud af at det kære par vi havde med, begge var læger og arbejdede oppe på den finske ø Åland, hvor finsk tango skulle være det store hit. Samtalen blev dog forstyrret et kort øjeblik, da det gik op for os, at vi den sidste lille time havde kørt nord på mod Mexico istedet for syd på mod El Salvador, men det fik en hurtig uvending sat styr på. Og tiden fløj afsted til vi ramte grænsen.
Grænsen forløb nogenlunde hurtig på Guatemala-siden, men på El Salvador siden tog det lidt længere tid med papirene på bilen, ikke fordi der var kø, næh vi var de eneste i køen, men de havde ingen kopimakiner der virkede, så efter at Morten og tolddamen havde været rundt til adskillige kontorer, som alle havde en kopimaskine men ingen virkede, lykkedes det dem efter to timer. Et par timer nede af El Salvadors kyst blev de to svenskere sat af ved en lille surfer-strand. Og vi fortsatte lidt videre ned af kysten Hvor vi skulle genses med vores kære rejsekammerat Kremer/Mathias og hans kæreste Annichen.