Texas Highway Patrol.

Ja det måtte ske før eller siden. Vi ligger på motorvejen, på vej mod en lille flække kaldt Ozona og det er snart midnat.

Morten er bag rattet og som altid kører han godt og stabilt. Men som alle andre kan han godt blive irrirteret over tossede billister der ligger lige i røven og som har glemt at slukke fjernlyset. Morten trykker let på højre pedal og 4,6 L + 250 heste reagerer. Afstanden øges hurtigt og Morten sænker farten til det tilladte(deromkring).

Men nu kommer der sgu en ny tosse og han har fart på…men hans lys blinker på den der nedern måde, man desværre ikke er i tvivl om.

Ret hurtigt går det op for Morten at det er ham der skal trække ind til siden, helt ind til siden. Vi standser, overdænget med blåt og rødt lys og en ikke udiskret hvid projektør bankende ind af bagruden. Der går tre minutter før den velklædte politimand åbner sin dør og træder op på højre side af vores bil. Med den velkendte MagLite lyser han ind og beder Mathias om at rulle ned, for som han siger: “I can’t talk to the window”.

Han introducerer sig selv som “Texas Higway Patrol”, spørger om kørekort og bilregistrering og vender kort tilbage til politibilen for at kontrollere.

Vi sidder i bilen og begynder at pjatte på en nervøs macho drengeagtig måde, velvidende om vores lidt prekære men dog morsomme situation.

Anden gang han vender tilbage bliver vi en anelse mere seriøse, for faktum er vi havde kørt for stærkt og kunne risikere en bøde og dermed en dum ekstra udgift. Han spørger, til at starte med, hvor vi er på vej hen, og vi svarer ærligt at vi er på vej mod Ozona. Med en vis sarkasme konstaterer han at vi umuligt kun kan være på vej mod Ozona, hvilket han havde ret i for vi er jo på vej mod Argentina.

Ahh, siger den stærkt beslægtede-til-Mexico politimand, og spørger om vi skal til Machu Picchu. YES YES vi skal helt op på toppen, svarer vi med forhåbning og optimisme i stemmerne da vi endnu ikke har fået en moralsk opsang om fart og sikkerhed.

“Så I skal til Mexico” spørger politimanden, og siger dernæst at det tør han ikke, for som de fleste amerikanere siger: Det er farligt i Mexico!

Vi slipper med en advarsel, et fint stykke hvidt papir med påskriften : VIOLATOR: HOFFMEYER, MORTEN (se i øvrigt vedlagt billedmateriale).

Austin, Texas.
(Indlæget er skrevet af Frederik)

Så var det tid til at forlade kolde Danmark og drage mod Lone Star-staten og de tre vilde drenge. Med Dannebrog og overbeskæggede kindkys, kunne man faktisk ikke forlange en bedre modtagelse i Austin lufthavn. Et roligt beliggende hostel blev vores hvilested de næste tre nætter, men det blev ikke til meget søvn de første to dage. Røverhistorier fra de mange statsbesøg og en god mængde øl og Gammel Dansk, udgjorde en hyggelig første aften.
Downtown Austin er et meget mennesketomt centrum. Udover et par snaksagelige Greenpeaceaktivister, var der ikke meget liv i gaderne om dagen og man undrede sig over hvem, der skulle bosætte sig i alle de nybyggerier, der skød op. George W. Bush Juniors gamle guvanørsæde blev vurderet fra afstand og lidt shopping på The Drag blev det til, inden vores lidenskab efter sport på 32′ fladskærme, øl, mini-hamburgers og bikini-servering blev tilfredsstillet på BBG på 6th street – en gade, der rummer mange beværtninger! Hvor mange barer vi besøgte den aften, er desværre ikke muligt for os at regne ud, men det var en del. Coyote Ugly, bibliotek, Jägerbombs, 21-års fødselsdag og indholdsløs/tørlagt privatfest, må være nogle denne nats bedst beskrivende nøgleord.
Sidste dag i Austin bragte bærbar glæde til både Morten og Mathias, der som hypnotiserede bagsædebørn, nu sidder bøjet over hver deres iPod Touch, hver gang de ikke er bag rattet.
Sidste dråbe var drukket i Austin.  D’Artagnan var blevet genforenet med Athos, Porthos og Aramis. Mexicos land kaldte.

e

Tucson.
Efter vores hastige og noget tilfældige afgang fra Flagstaff, valgte vi den sikre sneløse vej mod syd.
Således endte vi i Tucson, på Roadrunner Hostel. Et lille og hyggeligt sted, med alle de hyggelige facetter og små skøre mennesker der hører til et hostel. Nu var der tre til.
Selve Tucson downtown fandt vi aldrig selvom vi prøvede og spurgte ihærdigt omkring os, så det kan vi ikke udtale os om.
Derimod udforskede vi en ørken zoo, der lå i udkanten af Tucson. Her var der en del spændende dyr og interessant læsning om prærien, planter og plade tektonik.

Tombstone. “The Town too Tough to Die”
Uhh en rigtig cowboy by i hjertet af cowboy land. Tombstone er kendt for to ting, mineindustrien og Earp-Clanton opgøret ved O.K Corral.
Nu er den mere kendt for de velbevarede originale huse og veje, hestevogne og ikke mindst amerikanere der nyder at klæde sig ud i cowboy tøj med guns.
Det med udklædningen oplevede vi på første parket. For selvfølgelig havde Tombstone en særlig forestilling med “de gode” cowboys og “de onde”.
Til dagens forestilling var der udover os, tre amerikanere. Så der var rigelig med plads.
Derimod havde de ikke taget højde for dagens noget mere modne publikum, så showet var fyldt med dårlige jokes og kliché fyldte “falden på halen” scener.
Heldigvis havde vi vores lyshårede og selvoplysende Morten med, og der gik ikke lang tid før den middelaldrende kvindelige cowboy fik øje på Morten. Så havde Mathias og Marc de i det mindste noget at grine af, når hun stod og vrikkede numsen mod Morten og blinkede kælent.
Vi forlod byen med souveniers i favnen og et lidt fesent plastik indtryk printet. Byen gør nok et meget større indtryk på rigtige små drenge og nostalgiske amerikanere!

Las Cruces, New Mexico.
Efter at have kørt igennem meget øde ørken stoppede vi kort i Las Cruces, og tog en overnatning. Ikke meget at berette om denne by, udover at den ligger tæt på Juárez hvor der er en del narko aktivitet og mord.
Dog ligger der en stor sandørken nord for Las Cruces, hvor noget af Transformers 2 er blevet optaget, dette var helt klart salgsargumentet.  At denne ørken stod for verdens første atom prøvesprægning og er en vandrende klit (ligesom Raabjerg mile), rokkede ikke så meget i vores små Hollywood hjernevaskede hjerner. Men vi nød til fulde stilheden og den magiske effekt denne semi-ørken tilbød.

Fra gambler livet i Vegas gik turen mod stor natur, nemlig Grand Canyon. Vores første stop var Hoover Dam, en kæmpe dæmning fra 30′erne der ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona som vi måtte betræde, og flot og kæmpe var den. Turen gik derefter videre mod Flagstaff i Arizona som skulle være vores udgangspunkt til Grand Canyon.

Efter flere timers kørsel nåede vi vores mål. Vi ankom efter mørkets frembrud og havde bemærket lidt rimfrost hist og pist, men ikke noget speciel. Dog var det sindsygt koldt da vi steg ud af bilen til vores store forundring da vi ikke kunne se at der skulle være den store forskel mellem Vegas og Flagstaff i temperatur. Ved tjek-ind finder vi ud af at Flagstaf ligger på et bjerg i en højde af 2500 meter, dette kom som et stort shock for os, da ingen af os havde bemærket at vi var steget til vejrs. Da vi spurgte til udflugter til Grand Canyon kunne receptionisten også fortælle os at dem havde de, men at der var en blizzard (Snestorm) på vej, så vi ville ikke kunne se en pind hvis vi tog derud, men om snestormen kom om natten eller om et par dage i fremtiden var han ikke sikker på. Så vi hev vores vej atlas frem, for at se på alternative ruter og steder vi kunne opleve i stedet, og holdt øje med vejrudsigten på computeren. Vi beslutter os for at hvis vejret ikke er til Grand Canyon venligt, vil vi drage øst på mod Albuquerque. Mathias der udnævnte sig selv som metreolog for en dag, var ikke et øjeblik i tvivl om at snestormen ville gå syd om os, efter han i en time havde siddet og studeret de forskellige vejrudsigter. Så vi tog den med ro og besluttede os for at gå ud og spise ovenpå hans gode melding. Under et dejligt måltid thaimad falder vi i snak med en af byens beboere, der spørger om vi har hørt at en snestorm er på vej og det ville sne op til halvanden meter de næste to dage. Vi tog den dog med ro og sagde at vi ville køre øst på hvis der kom sne. Han kunne så fortælle os at det ville være en meget dårlig idé og den eneste mulighed var at køre syd på for at komme væk fra sneen og bjergene.

Næste dag da vi vågnede lå der 15 cm sne og det sneede stadig. Så i frygt for at vores meget hvide og blege rejseven Morten skulle blive væk for os i sneen tog vi en hurtig beslutning om at drage syd på i en satans fart. Hvilket gik smertefrit da vi havde en sneplov kørende foran os hele vejen ned af bjerget. Det førte os på sporet af Tucson i det sydlige Arizona. Da mange havde frarådt os at tage til Phoenix.

Vi kan ikke længere se Stillehavet, vi kan ikke længere mærke varmen – vi forlader Californien og kører østpå til Nevada, på amerikansk, /nəˈvædə/. Staten er kendt for at have få skrupler og løse regler, lidt ligesom i Europa. Her må man gamble, nyde alkohol offentligt (i nogen gader) og besøge åbentsindende damer, hvis man har lyst. Men “The Silver State” er sandsynligvis mest kendt for en by, der hedder Las Vegas. Måske er byen endda mere kendt end staten. Vi var blevet fortalt, at hvis man var rigtig flittig, kunne man gamble alle sine penge, og dermed have en chance for at vinde endnu flere penge. Hvis man altså var heldig. Det måtte vi prøve!

Vi checkede ind på Hooters Hotel, en familierestaurent med hotel, hvor man som ansat ung og smuk pige, skal finde sig i at blive trukket i stram undertrøje og korte shorts. Lidt ligesom sportsfolk. Vi kan jo godt lide sport, så vi aftalte at vi kunne bo på deres loft i et par dage. Man spiser godt på Hooters. Vi nød dejlige hambugers, buffalo wings og Cola med kirsebærsmag, som smagte fantastisk lokalt. Naturligvis serveret i autentiske amerikanske rammer med smuk ørkenmusik og i tv’et vidste de en form for brydning, kaldet Ultimate Fighting. Ihh, hvor vi hyggede.

Efter et par overvejelser på restaurenten, besluttede vi os for at forsøge lykken i en såkaldt slot-maskine. Nærvøst, men sikkert, hævede vi de første dollars i en ATM på Bellagio Casino (dem med springvandene), hvilket kostede ca. 25% af det ønskede beløb at hæve plus en halv times bureaukrati. Vi vandt nada, men til gengæld fik vi en masse gratis drinks. Jo, den er god nok. Hvis man sidder og spiller lidt ved en maskine, kommer der venligtsindede ansatte forbi og spørger til ens tørst. De skal som regl have en USD for det. Man skulle tro at dette var det rene paradis, men sandheden er, at man oftest bruger flere penge ved maskinen end læskens værdi – hentet fra den nærliggende bar. 2-0 til Vegas.

Efter at have mistet lidt håndører besluttede vi os for at prøve at afprøve spil, hvor eventuelle evner kunne have sin fordel. Vi ville enormt gerne spille backgammon, men vi kunne ikke finde nogen der spillede det. Måske Vegas synes, at det krævede for høj sandsynlighed? Sandsynligheden for dette er stor. Blackjack og poker blev de nye mål. Vi kendte ikke rigtig til blackjack, og Marc og Mathias begyndte derfor at undersøge spillets mystik. Morten spillede poker med en maskine og nogen gange sammen med mennesker. Klogere på spil og fattigere på kontanter gik vi seng.

Næste dag skulle vi have morgenmad. Vi gik på jagt efter en bager, supermarked, cafe.. men vi opdagede at der er langt mellem normaliteterne i Vegas. Vi havnede hos en trofast allieret, men det er desværre et registreret varemærke, så vi må ikke nævne navnet i bloggen. Vi beklager. Efter morgenmaden var vi pludselig sultne igen. Vi besøgte et par hoteller/casioner/alt og fik både snacks og trætte ben. For hver en bygning var på størrelse med en lufthavn, og vi forstod nu, hvorfor det var nødvendigt med gondoler indendørs.

Dem måtte vi lige kigge på igen. Og måske liiiige en hurtig tur ned i casionet. Ud af det blå kom et lille og blond kvindemenneske og spurgte os om vi ville spille “Craps”. Det ville vi da gerne, men vi vidste ikke hvordan. Hun sagde at det betød ikke noget, var fortsat meget interesseret og begyndte at small-talke mellem informationerne. Hmm.. selvom vi er naive begyndte vi lugte noget uldent. Hun sagde at hun kunne skaffe gratis drinks. Vi sagde i kor: “fortæl os mere, tak”. Hun sagde at hun behøvede nogen top-lækre naturtalenter til at deltage i et reality show, hvor vi skulle spille craps dvs. spille at vi spillede craps, på trods af at vi ikke kunne reglerne.

Vi blev placeret ved et bord med andre hijackede reality-talenter, piger som drenge. Ved bordet stod et nogen unge gutter, fem dealere og to overgearede amerikanske teenagere i starten af tyverne. Efter at dømme på kamaraene regnede vi ud, at disse to, måtte bære hovedrollerne i scenen. Vi var meget stolte af vores vigtige placering ved bordet. Lettere anstrengte om at gøre en god figur, fik vi en dealer til at forklare spillets regler. Han fortalte hurtigt at det var meget simpelt og viste os, hvordan man satsede og kastede terningerne osv. I skrivende stund aner vi ikke, hvorfor vi umiddelbart før optagelsen, blev flyttet ud til siden af bordet og deved en mindre central placering. Måske fordi vi ikke helt forstod reglerne, måske fordi vi rendte rundt i t-shirts og (efterhånden) unormalt langt overskæg? Vi får nok aldrig svaret. Nuvel, optagelserne gik sikkert fint, for vi var vel på femte genstand. Blondine-hijacakeren var ikke længere snaksagelig og vi vinkede farvel gennem casinoet. Ahh.. reality showet hedder “Fly Girls”, held og lykke med at finde det på nettet.

Som dagene gik fik vi gradvist (sandsynligvis ikke) indhentet det tabte, men vi var helt sikkert en masse oplevelser rigere, og dem kan man (sandsynligvis) ikke købe sig til.