Vi spændte sikkerhedsselerne, bemærkede brækposerne og lift off! I luften ventede vi ivrigt på de 18 antikke sand-mysterier, og efter et skarpt dyk til højre blev en hval fremtryllet for vores øjne. Wauw! I løbet af flyveturen så vi en abe med en utrolig krøllede hale, en lokal kondor-fugl, en sikkert giftig edderkop og en fin lille hund. Sandfiguren, der dog gav mest undring, bliver kaldt “astronauten” og ligner mest en vaskeægte alien. Dette bekræftede vores teori om, at linjerne blev bygget som en UFO-landningsplads. Desværre blev skuffelsen stor for Catrine, der havde læst, at hun skulle se en præst med et mystisk uglehoved. Men det var altså en alien, ingen ugle og ingen astronaut.

Nazcar-linjerne er blevet skabt ved, at vende det øverste lag af sortfarvet og brændt ørkensand. Derved kommer en grov og stenet, men samtidig et lysere lag frem, som nazcar-folket skubbede op i en lille vold, hvilket gør det muligt at se figurene fra luften, men ikke fra/på jorden! Tegningerne er bevaret fordi det aldrig regner eller blæser nævneværdigt i Nazcarørkenen. Videnskabsmænd diskuterer stadig fænomenet, men en ting er sikkert; Peru har masser af sand og tørt ørkenland, så hvorfor pokker ikke dekorere en del af den med flotte billeder, for at begejstre efterverdenen? Efter en halv times flyvetur (ikke for sarte maver) kunne otte fødder og fire store smil betræde landjorden igen. Mathias fik sit “diplom” underskevet af Juan og alfa bravo bravisimo – sikke en spændende og mystisk oplevelse!

Resten af tiden stod på at spise god mad gå rundt i byen. Kremer og Fnuggi fik lavet falske kørekort, i tilfælde af at en betjent ville have det, for så skulle han få lov at beholde det uden at høre et ord for det. Efter ca. fire dage var det Mettes tur til at tage turen tilbage til det kolde Danmark, mens vi andre fortsatte sydpå. Vi skulle mod Nazca for at se Nazca-linierne, men for at dele kørerturen lidt op tog vi et stop i El Carmen – en ikke på nogen måde spændende by. Vi havde et lille problem ved vores ankomst til byen, parkering.. Vi kunne ikke finde noget sted at parkere, men efter at Mathias og Marc havde kørt rundt i et stykke tid, spurgte vi en politimand, der stod og hang ud foran politistationen om de kendte et sikkert sted at parkere. Inden han nåede at svare kom hans meget nysgerrige chef ud. Efter at havde talt med ham lidt, skulle vi bare parkere ud for politistationen, hvor han forsikrede os om at hvis der var nogen der rørte vores bil ville de ryge bag tremmer med det samme. Så der efterlod vi bilen, dog med en bange anelse om at der ville blive indbrud i bilen, ikke af de civile, men af betjentene. Næste morgen hentede vi bilen, som var så fin som da vi havde forladt den og vi kunne køre videre mod Nazca.

Køreturen fortsatte forbi en kæmpe vulkan på nogle og seks tusind meter og videre op gennem bjergene forbi lamaer, ecuadorianske kvinder med sære hatte og adskillige marker som lå placeret op og ned af de skrå bjergsider, til vi ramte vores lille by, bestående af ti huse, som lå placeret på toppen af krateret. Vi blev modtaget af et stor-smilende lokalt par, som ejede det hostal vi skulle bo på. Hostalet bestod af et stort fællesrum med en brandeovn i midten. Kedlerne på toppen havde varmt vand til kaffe og te, og de andre gæster sad tæt om ovnen for at få varmen. Alt i mens det meste af værtsfamilien stod i køkkenet for at lave en tre-retters middag til de mange indlogerede gæster – det var super hyggeligt! Under middagen blev vi opmærksomme på en tysk vegetar, der sad ved vores bord, i det hun sad og undersøgte alt maden grundigt for kød i det. Hun spurgte kontinuerligt, til hele selskabets store irritation, om vi nu var sikre på at der ikke var noget kød i det hun havde taget. Senere fortalte hun, at hun snart meget gerne ville ud og ride, hvis der var nogle heste. Morten, der var blevet træt af hendes evige kødbekymringer, forsikrede hende om, at hvis der var en hest i nærheden, ville han ride på den ned til vulkansøen, drukne og derefter at spise den. Dette lukkede munden på den tyske pige, mens en canadisk pige var i chok over at man kunne sige sådan noget – resten af selskabet synes at kommentaren var prima. Efter Morten havde lagt stemningen kunne alle nyde resten af deres mad uden vegetarsnak, men snak om folks rejseplaner og humøret var hurtigt højt igen.

Næste morgen var vi ude af sengen klokken lidt over seks for at se vulkansøen under solopgang, og måske nyde synet af en kondor eller to. Det eneste der mødte os var synet af søen som var fantastisk og en panfløjtespillende mand, der gemte sig nede ved søen, men havde sikret sig at fløjtet løs, så alle kunne høre det og fuglene skræmt væk. Turen gik derefter til Ingapirca, som skulle være stedet med den største incaruin i Ecuador, men ruinen var nu lidt af en skuffelse, da der kun var et tempel, mens resten manglede. Det gjorde det svært at forestille sig hvad der havde foregået der. Byen derimod havde heller ikke noget at byde på, så den stod på lidt afslapning og et slag kort. Næste morgen gik turen mod Peru og strand, på vejen var det tid for Morten at få hævn, for det ufrivillige vandbad, så den første bod der tilbød spayskum fik besøg. Resten af turen ud af Ecuador blev alt fra gamle mænd og koner til små børn sprayet af Morten. Vi er stadig overraskede over at alle modtog skummet med smil og latter.

Grænsen til Peru forløb hurtigt og effektivt, der var nu heller ikke andre end os og grænsekontoret var en container ude i ørkenen. Et par timer senere var vi i strandbyen, Mancora, med nogle og 30 grader, hvor den stod på fest og tømmermænd. På trods af tømmermænd, gik turen ned til Trujillo gennem ørken, ørken og ørken. Trujillo er en rig by med en helvedes masse casinoer. Et hurtigt kig i guidebøgerne gjorde os opmærksomme på nogle gamle ruiner lige uden for byen, så de skulle da besøges. Chan Chan var hovedstaden i Chimu-riget, som var den ledende supermagt i Peru og havde sin storhedstid i 1500-tallet, kort før inkaernes ankomst. I dag ligger ruinbyen tilbage, og denne er Latinamerikas største pre-columbianske ruinby, som var helt fantastisk, kæmpe stor bygget op af sand.

Efter en times guidetur gennem ruinerne kørte vi mod Lima. Vi ankom til Lima sent om aftenen, efter en laaang køretur. Vores første møde med de lokale i Lima, var en politibetjent der stoppede os for at kører for stærkt. Dette er meget muligt, men det er noget svært at bedømme hvor hurtigt man må køre, når der ingen fartskilte er, og vi fulgte trafikken. Alt dette var betjenten tilsyneladende ligeglad med og ville tage Marcs kørekort til vi havde betalt bøden i banken. Da vi spurgte hvordan vi kunne få kørekortet igen, sagde han, at vi kunne hente det på den danske ambassade. Hvilket ville havde været meget fint, hvis der var en dansk ambassade i Peru, men det havde den kære og lettere ubegavede betjent en løsning på. Han ville så bare sende kørekortet til den europæiske ambassade i Lima. Dette var en fin løsning, men igen hvad er den europæiske ambassade? Derfor trak vi vores bedste kort, Morten, der var blevet haj til at håndtere politiet, der let og elegant gjorde manden korrupt ved at bestikke ham, hvilket han i starten let ikke var tilbøgelig til. Og vi kunne derefter med Mortens fantastiske indsats køre videre. Efter et par timers søgen efter et sted at bo var klokken blevet næsten to om natten og vi kunne gå til køjs. Morten havde i forhold til os andre kun få timer at sove i, da han skulle op og modtage Catrine i lufthavnen. Det blev en til en nattesøvn på tre timer, men gensynets glæde var ikke til at tage fejl af.

Dag 1 – bustur og ankomst til hytter.
Efter mange dage i henholdsvis Quito og Guayaqil, følte vi alle for en radikal luftforandring – dette kunne vores nye ven, Indianer-Luis, klare. En fem-dages tur til junglen med tre retter mad hver dag, var opskriften.
Først skulle vi dog overleve ti timer i helvedesbussen. Med for lidt benplads, intet toilet, sæder der ikke kunne ligges tilbage og “toper”(vejbump) for hver 100 meter, gjorde det turen til en oplevelse, vi sent vil glemme.
Vi ankom til transit-byen tidlig mandag morgen, hvor vi skiftede til næste bus, der endeligt  forbandt os til Amazones indviklede flodsystem og Samona Lodge, vores junglebase de følgende dage.
Herfra begyndte jungleturen, med de klassiske aflange og tynde både, ad snoede floder omgivet af høje træer og tæt bevoksning på begge sider. Fugle i alle afskygninger i enhver krog, mange slags aber (plus dem i båden) insekter, flagermus og sommerfugle i sykedeliske farver. Men desværre ingen kæmpeanakondaer, endnu!

Samona Lodge er formet som en sekskant, bygget på stolper, alt i bambus og tage af siv. Det lyder måske ikke af meget, men det var egentlig meget fedt og helt autentisk. Vores guide hed Hairo, en rigtig sympatisk gut med stort kendskab til naturen og de lokale.
Efter en time tog vi ud for at se solnedgangen og efterfølgende vores første møde med farlige dyr, Cayman (alligatore). Der gik ikke lang tid før vores medbragte lommelygter opfangede de orange/gullige skinnende øjne, der lå og lurede farligt i vandoverfladen. Men ikke mere farligt end at Hairo flaks hoppede ud i vandet og fangede et fint eksemplar og stolt viste den frem til de måbende turister – meget extreme!
Hjem igen og spiste dejlig aftensmad i selskab med en lille fugleedderkop der sad i loftet.  Samme aften var en meget aktuel nyhed, om en af de lokale fiskere, der dagen før var blevet angrebet af en fem meter lang cayman. Han var blevet angrebet i båden og hevet ud over siden alt imens hans (sikkert noget lamslåede) kæreste havde set til. Men de lokale piger har sgu alligevel ben i næsen, for hun hoppede ud og begyndte at hakke til den med en machete. Historien endte ret sørgeligt med at han fik sit ben amputeret. Det groteske twist var, da billeder med hans forrevne ben gik rundt i hytten. Welcome to the jungle!

Dag 2.
Op næste morgen til lyden af junglen og duften af morgenmad og kaffe. Klar til nye oplevelser. Vi gik en frisk morgentur i regnskoven, genialt. Hairo foklarede om de mange nyttige planter imens vi gik. Der var kinin-træet (malaria medicin) gummitræet (til dårlig mave) myretræet (med små citron-smagende myrer indeni) og et hav af andre praktiske og anvendelige buske og træer. Farlige dyr: en meget giftig frø og et hvepsebo. Turen var tilpas i længde, luffugtighed og varme taget i betragtning og helt sikkert rigtig informativ og meget spændende. Som en lille forfriskning var vi ude og bade i den nærliggende sø. I starten var vi dog alle meget tøvende, da vi havde hørt en om lille satans fisk, der ynder at snige sig op i diverse kropslige åbninger, fisken fik tilnavnet “penisfisken”. Til sidst måtte vi overgive os til floden og alle hoppede i vandet.
Hjem til siesta.

“Pirat” eller Piraña-fisken er svær at fange – det fandt vi ud af på vores lille fisketur. De hugger godt til snøren, men er lynhurtige væk igen. Frustrende, når det samtidigt regner. Efter vores mange forfejlede forsøg, var solen efterhånden gået ned og vi skulle gå en nattetur med lommlygter og poncho. Det hedder ikke regnskoven for sjov skyld.
Med 30 centimeter imellem hinanden, fulgte vi trofast Hairo og det var forståeligt nok, da det vrimler med farlige kryb og andet godt. Det første dyr var en fugleedderkop, skjult af sin hule i jorden, den næste var en mere aggresiv “spring-edderkop”. Hairo ville end ikke nærme sig den, da den kan lamme en voksen mand. En pungrotte med et bær i munden og til sidst en harmløs skorpion-edderkop = seriøst.

Dag 3.
Idag skal vi lave brød af rødder! Og indianerne har altså tøj på. Vi havde sejlet i to timer , for at nå den nærmeste landsby, hvor vi fik et lille indblik i deres hverdag og traditioner.
Brødet var som sagt lavet af revne rødder, presset for væske og tilsidst stægt på en pande.  Tilsat lidt tun og chili salsa, var det overhovedet ikke en dårlig junglesnack. Som en lille overraskelse havde Hairo skaffet et meget gammelt pusterør. Vi skød til måls efter en lille plade. Derimod skød vores to tossede drengerøvs-australiere efter en anden guide og ramte en spytklar ved siden af, en af utallige stunts de skulle fyre af i selskab med os.
Videre til den første Shaman, der selvfølgelig lige havde en anakonda i sin baghave, men en lille en af slagsen og slet ikke som i filmene (jf. Anaconda).
Næste Shaman på programmet var til gengæld en del sjovere, ikke bare fordi han tilbød os  hjemmebrygget alkohol, men også fordi han piskede en af australierne med en brændælde på ryggen. Det så helt sygt ud. Han fortalte også om sit sit virke som Shaman, om planter, ånder og den famøse hallucinerende drik. En lille detalje: Han kunne ikke hjælpe sine patienter, hvis en kvinde i nærheden havde menstraution, så ville han simpelthen dø!
Efter en lang dag på farten og med mange indtryk var vi igen hjemme, vi badede lidt, drak en øl og gik i seng.

Dag 4.
En mærkelig morgen for Mathias, der i løbet af natten havde tegnet en pil på sin iPod, mystisk, sikkert den Shaman! Uanfægtet af denne skræmmenede oplevelse, fanger han alligevel den første Piraña ved en mindre sø, vi havde padlet til.
Det skulle blive et sandt orgie af Piraña, så meget at Hairo taber sin lommekniv i vandet. Den betød så meget for ham at, trods sine egne formaninger, dykkede ned i søen, hvor fiskeren blevet angrebet tre dage tideligere. Der var også elektriske ål overalt og vi fiskede efter kødædende fisk en meter til højre. Heldigvis blev han ikke spist eller ristet.
Det lyder altid så hyggeligt, når man hører om en lille rotur med pagajer. Men det er stadigvæk hårdt og slidsomt, men som en lille hjælp stillede den ene australier sig op i båden og begyndte at synge italiensk/spanske sange. God underholdning.
Hjemme på basen igen og mad i hovedet. Roen havde næsten sænket sig, da Daniel (den ene australier) lettere panisk siger vi skal komme med ham. Det viser sig at han ved et tilfælde havde gået ind i den lokale træ-boa (en ikke-giftig slange). Slangen optræder mere og mere aggesivt, forståeligt nok da folk stimler sammen med lommelygter og kamerablitz og lige skal prøve at røre den. Slangen var nok over to meter, og gav mange af beboerne en ekstra grund til at kigge under sengen.

Dag 5 – hjemrejse.
Tidligt op og gå morgentur med søvn i øjnene. Vi så friske tapir-spor og blev angrebet af fesne hvepse. En kort tur der satte punktum for det vilde liv i Amazonas.
Hjemrejsen var heldigvis smertefri, vi tog en tidligere bus end planlagt og fik rigelig med plads. Som et sidste bevis på at Ecuador stadigvæk er vild og voldsom, havde den lokale vulkan spyttet en massiv røgsky ud til ære for os.
Mange oplevelser og masser af brugbar viden. Men vigtigst af alt, respekt for naturen og dem der lever i den.

Så ramte vi endelig Sydamerika og lidt tiltrængt luftforandring. Quito ligger omkring 2800 meter over havet og kan godt være lidt af en udfordring når man som os ankom fra kysten. Lonely Planet anbefaler at man ikke spiser alt for meget, husker at drikke rigligt med vand og bestemt ikke drikker alkohol de første par dage… ja det kan godt være, men vi er ikke typerne der altid gør hvad der står i bøgerne. Så vi tog ud og fik rigtig mange øl og var vist først hjemme næste morgen. Det skulle da fejres at vi endelig var kommet til Sydamerika og verdens anden højeste by.

Vi skulle selvfølgelig ud og se på byen og hvad den havde at tilbyde, og den har en del klassisk kolonialske kvarterer, bland andet parlamentet og andre offentlige bygninger. Den helt kvadratiske og meget pyntelige og hyggelige “plaza” var også at finde inde i centrum, omringet af majestætiske kirker og et mylder af mennesker. Apropos kirker ligger der i Quito en kæmpe gotisk kirke, en tro kopi af en eksisterende kirke et sted i Rotterdam med høje spir og hele balladen, en smule malplaceret i en hyggelig by som Quito, men vi kravlede alligevel helt op i spirerne og nød udsigten. Derfra kunne vi se vores næste mål, et pænt lille bjerg midt i byen med en beskyttende engel plantet på toppen, med tilstødende butikker der solgte fine lama huer, halstørklæder og vanter.

Hjemme igen og tid til lidt afslapning og internet. Lige indtil Morten åbner en mail fra shipping firmaet, der skriver at containeren er ankommet (langt tid før det planlagte) og hvis vi ikke kommer og tømmer containeren inden 48 timer, vanker der dagsbøder. Seks timer senere stod Morten og Mathias i lufthavnen på vej mod Guayaquil, men det er en helt anden historie(som kommer senere).

Således blev Morten og Mathias udskiftet med Mette der ankom samme dag. Mette og Marc tilbragte et par dage med ny sightseeing, kaffelatte indtagning og afslapning mens de to andre måtte slide og slæbe for at få bilen igen. Ecuador kan jævnt oversættes til ækvator på dansk, og det var en underholdende oplevelse at stå på midten af jorden. De havde bygget et kæmpe monument på hvad de troede der var ækvator, men i midten af halvfemserne kom NASA forbi med en præcis GPS og flyttede linien 200 metere længere ned af gaden, desværre.

Der gik en fin rød streg igennem hele museet der selvfølgelig symboliserede ækvator og tilknyttede guider kunne fortælle og udføre klassiske eksperimenter såsom hvilken vej vandet løber på den sydlige og den nordlige halvkugle. Og der er noget om snakken! Det var en ret syret oplevelse at stå der.

Efter et par travle og spændende dage for Mette og Marc blev de trætte af Quito og så sig om efter nye oplevelser. Heldigvis lå “Luis Tipan Travel” der arrangerede ture til Amazonas lige ved siden af kaffebaren og der blev booket en tur til junglen i fem dage. Inden Morten og Mathias igen ankom til Quito skulle vi dog lige svinge forbi en mekaniker, da der var blevet smadret en rude og Morten var en taske lettere. Fremsynet som han er, havde Marc allerede skaffet en mekaniker der, imens vi var junglen, kunne fikse vores lille problem, perfekt. Med bilen i trygge hænder kunne vi alle stige ombord på bussen og glæde os til nye eventyr.

Shipping indlæget Panama/Guayaquil er på trapperne, det bliver et fyldigt indslag.

At få en bil ud af en container kan være en utrolig indviklet og kostbar affære, men mest af alt tidskrævende. Det kræver tålmodighed, humor og rigtig meget batteri på iPoden.

Hele menageriet begyndte i Quito, hvor Morten og Mathias, med alt hast, måtte skynde sig til Guayaquil for at modtage bilen og undgå de bøder vi ellers var blevet lovet.
En time senere stod vi i varmen, fugtigheden og et meget gråt sted, vi var helt klart ankommet til en havneby. Vi checkede ind på et hostel, som senere viste sig at være et regulært diskotek, fik lidt mad og videre til vores første møde med bureaukratiet.
Contecon var vores agenter i Guayaquil og vores såkaldte “hjælpere” i denne sag og havde et kontor midt inde i byen. En stor og kedelig bygning med ligeledes ligeyldige kontorer indenfor.
Vi havde aftalt at mødes med Nic og hans onkel kl. 08:00, de dukkede først op fem timer senere og undskyldte sig med bilproblmer og kurrupt politi, imens havde vi siddet på et kontor og stirret ud i luften. En lille forsmag!

Klar til de første forhandlinger og ret hurtigt fandt vi ud af at de to amerikanske herrer havde prøvet lignende før. Ivrige efter at få vores biler ud at køre igen, pressede vi ret hårdt på for at få tingene til gå hurtigere, men desværre uden held. Denise, Contecon-agenten der var rimlig stædig, kunne i øvrigt også præsentere os for en regning der oversteg det beløb, vi blev præsenteret for i Panama af Kim Andreasen og agenten med den store røv, og Wilhelmsen Shipping Service. Dette var ikke noget der huede amerikanerne og de gik igen i flæsket på den stakkels pige, der nu var begyndt at vise tegn på udmattelse og usikkerhed. Efter et par timers tovtrækkeri om uigennemsigtige priser og forskellige beløb, fik vi hende til at strege nogle af de helt urimlige tal. Det gik den rigtige retning, men der var stadig lang vej endnu. Hen mod aftenen og meget sultne, brød vi det hyggelige selskab og aftalte at mødes kl. 09:00 næste morgen ved kontoret for dernæst at tage ud til selve havnen. Senere samme aften drak vi øl med Nic, det var super hyggeligt og han kunne igen nyde, at være lidt ung igen efter at have tilbragt lidt for meget tid sammen med sin noget rutineprægede onkel.

Næste morgen gik den løs igen. Med små tømmermænd, tog vi alle ud til havnen i den forhåbning om, at kunne få sluppet bilerne ud af Contecons klamme greb. Men igen blev vi mødt med et overvældende bjerg af forskellige papirer der skulle udfyldes og kopieres 30 gange. Et hav af afgifter, skatter og bøder skulle betales, og for at betale disse skulle vi først over i banken (200 meter nede af gaden) ind og stå i kø, få et “BETALT”-stempel på papiret også tilbage igen, stå i kø, for så tilsidst at vise de helt uinteresserede kontornisser at vi havde betalt. Dette gjorde vi hele formiddagen.

Endelig blev vi lukket ind på selve havneområdet, naturligvis efter et grundigt sikkerhedscheck (de kendte skandinaviske terrorister) udstyret med sikkerhedssko, vest og hjelm. Desuden skulle man være iført lange busker. Hvornår har en havn været et formelt sted? Udstyret tog vi af fem minutter efter, til de ansattes store forundring, for der bliver meget varmt ved ækvator. Vi undrede os over denne dresscode. Hvad hjælper sikkerhedssko hvis vi nu skulle blive ramt af en flyvende 50 tons container!

I havnen fandt vi selv vores container, men måtte pænt vente på, at de ansatte vendte tilbage fra frokost. Nic og hans onkel blev meget utålmodige og praktiske som de er, prøvede selv at åbne containeren, uden held.
Endelig gik portene op og bilerne stod nøjagtigt som vi efterlod dem i Panama og præcist tre sekunder efter havde vi løsnet reb og skruet stopklodserne af og kørt bilerne ud. Aldrig nogensinde havde de ansatte set en så effektiv tømning. Det var utrolig givende endelig at kunne gøre noget selv, og hurtigt!

Vores forhåbninger om at kunne køre ud af havnen, blev desværre ikke indfriet denne dag, da bilen skulle i karantæne og den vigtige mand i tolden var taget hjem.
Samme aften havde de tre drenge et lille rendez-vous på hostellet med tankerne på at indtage lidt øl – øllerne blev hurtigt til drinks, da der samme aften blev holdt en kæmpe fødselsdagsfest for en af de ansatte.

Næste dag og vi stod igen i havnen, eller det vil sige at vi sad inde på et helt hvidt aircondition-kontor. Her skulle vi skiftevis betale og underskrive på uendelig mange papirer og snakke med samtlige myndigheder repræsenteret i havnen for at få de sidste nødvendige stempler og godkendelser. Dagen blev til aften og Morten og den amerikanske onkel var taget ind for at hente bilerne der stod i karantæne. Heldigvis for os alle sammen havde en eller anden spade forvekslet bogstavet o med tallet 0, og derved sikret os yderligere to timers ventetid – bare for at sætte prikken over i’et. Vi var ude af havnen kl 20, med bilen samt to trætte og udmattede drenge.

Konklusion: Lad vær med at shippe din bil til Guayaquil, det er alt for dyrt og besværligt. Desuden er vores firma i Panama (Præsident Kim) holdt op med at shippe biler til pågældende havn, da han også indså hvor håbløst det var. I øvrigt stor tak til Kim for at sende 200 dollars retur som et lille plaster på såret.
Det var også godt at have Nic og onkel med på vores side, selvom de gik meget hårdt til den i nogle situationer. Et par gange blev onklen så ophidset, at vi måtte fjerne blomstervasen fra bordet i det tilfælde at han skulle begynde at kaste med den. Andre gange måtte vi kigge ned i gulvet af bare sygelige grine spasmer, da han med tydelige gestikulerende armfagter, antydede at vi, var igang med at blive godt og grundige røvrendt af samtlige personer i denne havn. Det var hysterisk morsomt og meget underholdende. Især da vi modtog en regning fra Denise; “It’s Denise sticking this up in our ass”, mens han fagtede med reningen i røv-regionen. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller græde. Men Nic, der var mere jordnær end sin onkel, konkluderede på sidstedagen:

“It was a day of bullshit”

Men vi fik bilen tilbage og satte kursen nordpå til Marc og Mette i Quito. Lidt udenfor Guayaquil stoppede vi for at købe et kort. Vi parkerede på en tankstation med masser af folk og trafikpoliti. Vi var væk i fem minutter og derfor måtte vi desværre indkassere vores første indbrud i bilen, med de resultater til følge at Mortens taske blev nakket og vi igen skulle bruge tid og penge på en ny rude. Rigtig ærgeligt at det hele skulle ende sådan. Heldigvis var der kun lidt tøj, ekstranøgle til bilen og en mobil der var blevet fjernet. Det kunne have endt langt værrere

Adios Belize.

Bienvenidos El Salvador.

Efter to timer i fly, ankom de to varme og sol hungrende til El Salvador. Den velkendte mur af varme og fugt ramte os straks da vi forlod flyet, et godt tegn.
Vi indlogerede os på det mest fantastiske og hyggelige hostel El Roble, hos Darren og Teka(udtales Seka). Hostellet lå ca 5 min fra en helt øde Stillehavs strækning hvor vi blev stegt og vandet. Tæt på lå La Libertad, en fiskerby med gøglermarked og en hyggelig fiskermole.

På tredje dagen hører jeg de velkendte 250 heste, og ikke længe efter står Marc og Morten i døren, klar til oplevelser og lidt øl. Vi vælger at tage ud på en “whale watching tour” en tidlig morgen, for endelig at se de der hvaler.
Efter fem lange timer, en rådden kadaver havskilpadde, en halv tun fisk og adskellige halv amputerede delfiner, måtte vi give op. Desværre ingen hvaler til Morten denne gang. Troede vi, for da vi på vejen hjem sætter os på en lille restaurant, med udsigt til havet, rejser sig pludseligt en kæmpe sort skikkelse i havet og Marc (den eneste der påstår at have set hvaler) kan bekræfte det. Vi fik endelig set vores hval. Yehaaaa.

Annichen og jeg fortsatte vores tur rundt i El Salvador. Første stop var den idylliske bjerglandsby, Alegria. Eller rettere, 40 minutters trav op af en ex-vulkan til vores endelige destination, krater søen.
Ved krater søen, omgivet af kaffetræer og skyer, fik vi slappet lidt af og nydt udsigten. Dagen efter tog vi igen ned til selve byen hvor vi fik smagt lidt på det lokale køkken og konverserede med de lokale. Vi blev der en nat.

Busserne i El Salvador hedder i folkemunde “Chickenbus” og de bragte os nogenlunde sikkert videre til San Salvador, hovedstaden. Her fik vi set en del museer, men det det gjorde størst indtryk var nok universitets museet med de uhyggeligt velbavarede klæder med skudhuller og indtørret blod fra en decideret nedskydning af 5 nonner og en præst. En uhyggelig side af den El Salvadorianske borgerkrig der foregik mellem 1980 til 1990.

Vi havde på forhånd aftalt at vi skulle ud og gå nogle seriøse ture i bjergene og på de omkring liggende vulkaner. Den første udfordring var en stadig aktiv vulkan i nærheden af Santa Ana, Mont Izalco.
Vi startede med halvanden times nedstigning af trapper, derefter op af den egentlige vulkan. Men udsigten var helt klart besværet værd og det første kryds i bogen blev hakket af.

Ivrige efter flere oplevelser og gåture i fjellene, tog vi til “Parque Nacional Impossible” nær Tacuba.
Vi lagde hårdt ud med en otte timers vandretur blandt kaffetræerne og kæmpe bambus. Mange gange gik vi på selve ryggen af bjerget og kunne iblandt se hundrede af meter ned  til hver side. Guleroden ved denne tur var de syv vandfald og ved de tre af dem kunne vi hoppe ned til næste plateau. Det krævede en del overbevisning af skulle hoppe de syv, otte, ni meter ned, men igen var det dejligt med en lille forfriskende svømmetur.
Ømme i stængerne stod vi op næste dag, og begav os ud på en lille “extreme” cykel tur nær grænsen til Gutemala.  Det var ikke andet at gøre end at trampe derudaf i den høje klinge, så det gjorde vi indtil vores ben faldt af og vi faldt om i 40 graders varme. En flot og spændende tur som trods alt garanterede en god nats søvn.

Tilbage igen på El Roble, vores lille base, og tid til at suge det sidste sol og varme på den enorme strand. Vi fik bugggie boardet i bølgerne, spist vores gode hjemmelavede mad og nydt hinandens selskab til fulde, desværre med visheden om at snart skulle skilles igen.
Det var ikke lettere denne gang.
Tak for Annichen og tak for mig.

Dag 1.

Søgen på nettet efter shippingfirmaer prægede morgenstunden. Vi fik ringet til en masse spansktalende shipping-bureauer, som gerne ville hjælpe, men ingen sejlede med biler til Equador på det ønskede tidspunkt. Dernæst røg nettet og det hele så trist ud. Vi var desuden under tidspres, da Mette (Marcs kæreste) ville lande i Quito, Equador inden en uge. Det er ikke lang tid til at shippe en bil, venner! Vi fik et par colaer og så modløst ud i hostellets opholdsrum. Men pludslig virkede nettet igen og vi fandt et firma, Wilhelmsen Shipping Service, og vi fandt også en agent, ved navn Kim Andreasen. Vi ringede til ham. “Habler ingles?” – “Yææs” – “Do you speak Danish?” – “Øhh jaaa”. Kim var nemlig dansker, vicepræsident i firmaet og lettere forbløffet over at skulle snakke shipping på dansk. Vi hastede ind til hans kontor og fik tildelt en agent. Hun må have jordens største bagdel, men nok om det. Vi fik en prisliste og det så lidt dyrt ud (1400$), da vi skulle leje en hel container til vores egen bil, men hvis vi stødte på andre, der også skulle shippe til Guayaquil, Ecuador kunne vi dele en container og dermed spare en stor pose penge. Hvor stor chancen for dette tilfælde er, kan vi kun gisne om. Agenten med røven fortalte ellers at der havde været et par amerikanere med samme mission, men de var gået igen. Måske kom de tilbage. Måske var vi heldige. Vi rejste os fra forhandlingsbordet for at finde et bedre tilbud. Pludslig kommer amerikanerne ind på kontoret. De ville meget gerne dele en container med os – som sagt som gjort. Amerikanerne var en jævnaldrene gut, Nic og hans onkel, en stædig lille forretnings(land)mand – begge fra Minisota. Faktisk havde vi mødt dem før ved grænsen til Costa Rica, men undgik deres selskab, da vi fornemmede at de kunne spolere vores fine imødekommenhed med deres højtråbende og anglo-spanske fraser.

Ud af døren samt et kort over Panama City med adresser på de forskellige kontorer i rækkefølge. Vi kunne komme igen, når vi havde myndighedernes og havnes tilladelse til at shippe bilen.

Dag 2.

Vi havde fået af vi skulle være hos Policia National præcis mellem kl. 10-11, for at få inspiceret køretøjet. Efter en time ville en ung gut gerne se vores papirer, men kunne intet gøre, før der kom en anden person og sandsynligvis vigigere person. De andre tre politimaend på kontoret var også funktionsløse uden denne person. Endelig kom den vigtige person og han kiggede på bilen i ca. 50 sek. Hvor efter han satte to streger på en kopi af bilpapirerne. Tilbage på kontoret ville de have kopier af alt mht. bilen, så det fik de (efter en måned i Mellemamerika har vi forstået vigtigheden af kopier for at deres bureaukratiske system ikke falder sammen). Mens vi ventede på den vigtige mand, observede vi en sjov pangdang til “først til mølle”-begrebet. I Mellemamerika forstår de nemlig at multitaske alt, hvilket giver følgende resultat: Køkultur – glem det! Står nogen i kø, råber man og vifter med papirene indtil nogen begynder at arbejde på ens sag. Sådan fortsætter det indtil kontoret står med en bunke halvfærdigt arbejde. De lokales reaktion? Helt fint. Vi fik at vide vi skulle være på et andet kontor, Direccion de Investigacion Judical, på den anden side af vejen kl. 14. Men vi blev nægtet adgang, da vi havde shorts på, så vi måtte tilbage til hostel og skifte til lange bukser. Da vi kom tilbage brugte vi en time i venteværelset, før papirerne fra Policia National ankom og derefter endnu tre timer, mens de stempelede, kopierede og dobbelttjekkede alt. Faktisk var vores papirer færdige efter en time, men manglede et (fucking) stempel! Kontoret benyttede sig af en taktik, hvor alle afleverer på forskellige tidspunker, men slutter samtidigt. Grunden til at vi blev færdige den dag, var fordi kontoret lukkede på et tidspunkt. Så fik den en skalle! Amerikanerne venter også på deres at deres papirer blev klargjort. Onklen faldt i søvn i en stol og en tysker, der skulle shippe til Colombia sagde: “Det var aldrig gået i Tyskland.. jeg mener Europa”. Senere maatte han også konstatere at de lokales håndtering af papirarbejdet var “sehr Scheiße.”

Dag 3.

Besøg hos Aduana (toldvæsenet) og afmelde vores midlertidige indregistrering af bilen i Panama. Efter ti minutters med diverse usving, fandt vi Aduana-logoet på en container. Vi åbenede og gik ind, men fandt pludselig os selv på en (hvad der lignede) improviseret lægeklinik. Der var kun kvinder derinde og vi blev hastigt diregeret rundt om hjørnet til rette sted. Vi blev mødt af en stor og farlig vagt, som ville sende os hjem, da vi havde uanstændige beklædningsgenstande på. En anden ansat sagde til ham at det nok skulle gå, og vi fik lov til (som de eneste) at vade rundt i shorts og klip klappere. Herfra gik det stærkt! Vi tilbragte tid i en kø til en afregistereing af køretøjer, da vi blev sendt hen til deres kopiafdeling, så de kunne få deres ønskede kopier. Alle offentlige kontorer har altid en kopiafdeling, og der er, pudsigt nok, også altid kø. Tyve kopier senere, tilbage igen, indsamle stempler og underskrifter og vi var ude igen. Tilbage til Wilhelmsen Shipping Service og aflevere papirene, betale skrive under og modtage kontaktoplysninger på vores shippingagent i Guayaquil. En mindre detalje ved afhentning af bilen i Equador er, at skibe som regel er forsinkede og at det kan tage ca. fire dage at få sin bil ud af haven!

Dag 4.

Vi står ved indgangen til havnen i Panama City, Puerto Balboa præcis kl. 8:00, som aftalt og venter på shippingagenten med røven. Hun dukker op 30 min. forsinket med papirarbejdet som ikke blev færdigt i går. Amerikanerne er der også. Vi har fået grønt lys af Havneadministrationen til at sende containeren afsted. Hurra! Færdig med papirerne i Panama, hvilken lettelse. Nu manglede vi bare at køre bilen ind i containeren, men det kan tage tid at finde den rigtige container i havnen. I mens vi venter kommer der forskellige havnefolk forbi og siger at de ikke ved noget og at vi hellere må vente. Vi venter indtil Morten bliver utålmodig og spørger en havnemand, om der er noget vi kan hjælpe med, for at fremskynde processen. Han forklarer at det ved han ikke, og snakker lidt i sin walkie talkie. Måske hjalp det lidt, vi kan i hvert fald lide tanken om det. Tre timer senere og vi kører igennem havnen til vores container, som umiddelbart ser klar ud. Men så let er det ikke. Bilerne blev rigget med snor bundet fast til søm i bunden af containeren, og der blever banket træklodser ind under hjulene, så bilen står stabilt under transporten. Det tog halvanden time for havnearbejderne og i mellemtiden fik vi os hæftig kulør af at så og vente i middagssolen. Til slut er der problember med at lukke et hængsel på døren til containeren. Havnearbejderne kigger forvirrede på hinanden og skal til at kalde på forstærkning, da amerikanerne tager en hammer og så var det på plads. Meget kan man sige om amerikanere, men handlingslammede er de ikke. Her observerede vi også en sjov kulturforskel, da vi (danskere) mente at fagfolkene selv kunne udføre arbejdet og dermed give dem plads og respekt til det, men amerikanerne hev værktojet ud af hænderne på havnearbejderne for at skynde processen. I sidste ende var vi nu meget glade for deres hjælpende hænder.

Endelig var bilen i containeren og Marc og Morten vender traette, men tilfredse tilbage til hostelet for at skåle i lidt øll. Men det bliver ikke en lang aften, da flyet til Quito afgår den følgende morgen. Det troede vi i hvert fald, men I Panama lufthavn gør en ansat os opmærksom på at vores billetter først er til næste dag. Heldigvis var der plads i flyet og fik kunne sætte kursen mod Quito.

El Salvadors veje var fine og med masser af tilbud på leguaner langs vejkanten, gik det hurtigt mod grænsen til Honduras.
Da vi ankom til Honduras, ved den sydlige del af landet, havde vi besluttet at krydse landet på én dag da samtlige guidebøger anbefalede at man enten tog nord på eller bare kom væk fra det sydlige område.
Grænsen til Honduras var et kaos, personbiler og lastbiler i lange baner. Ikke mindst grænseguider der ville hjælpe en over grænsen stod og hamrede på ruden og alle ville hjælpe, efter vi længe havde prøvet at komme af med dem og havde kigget lidt på grænsen besluttede vi at hyre en guide til at hjælpe os gennem virvaret af mennesker og kontorerne. Stemplerne i passet var ikke noget problem, men igen er det papirene til bilen der tog lang lang tid. Bilen der holdt et lidt skummelt sted, hvor guiden anbefalede at en af os blev ved bilen, da der var stor chance for at nogle ville skære hul i dækkene. Så Marc sad og ventede ved bilen, mens Morten i hælene på guiden prøvede at få styr på papirene. Kopi af det ene og andet blev lavet og kontor på kontor blev besøgt. Men på et eller andet tidspunkt gik det galt. Guiden havde, inden vi fik set os om, bestukket nogle betjente og skaffet os foran i køen, det tog dog alligevel tre timer ved grænsen, men vi skulle være kommet foran køen. Vi var så klar til at køre, da guiden lige pludselig ville have et utal af kontanter til forskellige betjente han havde bestukket. Vi nægtede da vi ikke havde bedt ham om at bestikke nogen. Efter lidt diskussion kunne vi køre.

Vi var lettet over at være kommet ud af virvaret og havde netop åndet lettet op, da vi blev stoppet af politiet ti minutter nede af vejen. Få sekunder efter havde vi fire betjente hængende helt ind af vinduerne, og inden vi nåede at få nogle papirer frem havde de allerede konstateret at vi manglede nogle papirer, hvilket vi stadig ikke fundet ud af, men ifølge betjentens beskrivelse var det et meget stort papir, vi havde i hvert fald ikke været i nærheden af noget så stort, ifølge den ene betjents håndfagter viste det sig at være på længde med Dødehavsrullerne. Vi måtte tilstå at vi ikke havde et papir i den længde, betjentene begyndte at blive mere og mere ubehagelige og lige pludselig manglede vi også andre papirer påstod de.  Efter en kort snak om vi skulle tage på stationen for at få klarhed over tingene og ikke støtte det korrupte politi blev vi med en hurtig udregning enige om at vi ikke ville kunne nå over grænsen til Nicaragua sammen dag. Så vi gav et bidrag til politiets kaffekasse og kunne derefter kører videre. Vi var derefter i den situation at vi ikke havde en krone på lommen hvilket vi var meget bevidste om var en dårlig situation. Så da vi endelig ramte den næste by, med lidt indbyggere gik vi på jagt efter en hæveautomat. Efter en times søgen i den mest triste by vi længe havde set, lykkedes det. Et par timer senere var vi ved grænsen til Nicaragua. Ved grænsen opstod så et nyt problem. Vi manglede nu et stempel!

Hvad dette stempel skulle bruges til eller hvad det skulle være bevis for, har vi ingen annelse om. men alt om alt, vi kunne ikke forlade landet uden dette stempel.
Men der har landet visse fordele, man giver lidt penge også har man et stempel, på et stykke papir der var 2,5 x 2,5cm. Grænsevagten gjorde os opmærksomme på at dette meget lille stykke papir skulle vi vogte med vores liv, da det var modtaget kørte vi over grænsen til Nicaragua(Vi vogter stadig papiret, og venter i spænding på om vi skal vise det!). Grænsen i Nicaragua forløb uden problemer, vi blev modtaget af en af grænsevagterne, der havde til job at vise en rundt til de forskellige vinduer vi skulle besøge. Det gik denne gang hurtig og smertefrit og de forsikrede os om at vi havde alle de papire vi skulle have for at komme sikkert igennem landet. Så vi skålede i vand og kørte afsted, 100 meter nede af vejen var der polititjek. Men denne gang var vi forberedt på det værste. De kunne så fortælle at vi manglede forsikring, hvilket vi udemærket vidste men selvfølgelig ikke fortalte dem, vi vidste dog ikke at det var obligatorisk. Betjentene blev ved med at tale om at vi manglede papirer, men hvad betjentene ikke vidste var at Morten og Marc, der kunne havde været fremragende skuespillere, lod som om at vi ikke forstod et ord spansk og for den sags skyld heller ikke engelsk. Betjentenes tålmodighed forsvandt hurtigt, så de prøvede en ny taktik, der gik ud på at de bare gerne ville have nogle penge. Først kommer der en betjent op og siger “Dollars” hvilket var det eneste engelske ord han kunne. Men efter som vi ikke forstod hvad dollars betød, prøvede en anden betjent med “money”. Hvilket resulterede i at vi trak på skuldrene og talte dansk og virkede meget uforstående. Der mistede de kære betjente tålmodigheden og lod os køre. Efter et highfive og en halv times kørsel ankom vi til Leon hvor vi indlogerede os og drak en øl ovenpå dagens strabasser for derefter at gå til køjs.

Dagen efter gik turen til byen i Granada i Nicaragua, der ligger ud til en kæmpe sø med en ø der skulle være værd at besøge, men det havde vi ikke tid til, men vi så søen og nød synet. Vi boede på et fint kolonialsk hostel med en skøn atriumgård, som desværre var indvaderet af en større gruppe tyske skoleelever. Mens Morten prøvede at danne sig et overblik over vores næste dags rejse skulle Marc finde en parkerings plads til bilen. I følge Morten havde den kære receptionist fortalt at der skulle ligge en på den anden side af blokken. Så Marc kørte afsted…. Efter at havde kørt rundt om blokken og de nærmeste gader vendte Marc tilbage til receptionen for at høre hvor den præsist lå. Receptionisten kunne så fortælle at det var tre blokke nede af vejen. Den skønne Marc springer med alt hast ud i bilen igen for at få den sikkert parkeret, men må efter flere spørgsmål til sig selv om han var blevet sindsyg og endnu en halvtimes kørsel i tre blokkes radius konstatere at der ikke er nogle parkeringspladser, og i så fald måtte de være lukket. Marc vendte derefter tilbage til receptionen for at spørge om receptionisten skulle kende et andet sted at parkere, da denne såkaldte parkeringsplads måtte være lukket. Hvorefter receptionisten fortæller at det var på brandstationen bilen skulle parkeres, i sådanne en tone at man måtte være dum for ikke at vide det. Marc hopper derefter ud i bilen igen og kører hen til brandstationen som lå de tre blokke væk og hvor han havde vinket til de fleste af brandmændene der ventede på nye eventyr i sine små tyve gange rundt om deres blok. Og sådan blev bilen parkeret imellem store røde udrykningskørertøjer.

Næste morgen gik turen mod Costa Rica, efter en times kørsel var der igen politikontrol, og denne gang gik tingene ikke så let. Vi blev stoppet og de skulle tjekke vores papirer, de var alle i orden. Bortset fra at vi ikke havde forsikring, hvilket åbenbart var obligatorisk, selv med et forsøg på ikke at forstå hvad de talte om og at fortælle dem at de ved grænsen havde sagt at alt var fint og vi ikke manglede noget, fik det dem ikke til at lade os køre. De fortalte at de skulle have vores kørekort og vi skulle ind til byen og betale bøden i banken. Bøder betales i banken for at undgå korruption. Plus at vi ikke kunne køre videre uden at vi havde forsikring på bilen. Dette var lidt en streg i regningen da vi ikke kunne komme ind til byen uden bilen, i det hele taget havde vi ikke regnet med at skulle bruge en halv dag på en bøde. Betjentene kunne godt se at vi havde et problem, betjenten begyndte at spørge hvad vi skulle gøre ved problemet. Og med den sætning var vi med på hvad der lå i hans tanker. Han ville have at vi skulle forslå at betale “bøden” på stedet. Hvilket han jo ikke selv kunne sige, da politiet i Nicaragua jo “ikke” er korrupt. Så vi spurgte om det ikke var muligt at betale bøden på stedet, da vi ville være ude af landet et par timer senere og derfor ikke havde tænkt os at bruge en halv dag på forsikringer og betaling af bøder i diverse banker. Politmanden gik med vores kørekort ind i et lille træskur, mens vi sad og ventede i bilen.

Efter et stykke tid kom en anden betjent med et maskingevær på størrelse med sig selv hen til bilen og sagde at vi skulle ud af bilen. Dette var vi dog slet ikke med på, da vi havde hørt at man altid skulle blive i sin bil, da man har mange flere rettigheder i bilen da det betragtes som man er i sit eget hjem. Men da betjenten begyndte at råbe som en sindsyg at vi skulle ud af bilen nu og ind i det lille træskur havde vi ikke så mange andre muligheder. Vi træskede derefter ind i skuret spændt på hvad der nu skulle ske. Inde i hytten som bestod af fire vægge en lille bord, stol og en radio, sad betjenten med en vores kørekort, der nu var i en bunke med tyve andre kørekort som han havde konfiskeret samme dag, i hånden. Morten der var kvik og hurtig kunne se at der skulle handles hurtigt for at vores kørekort ikke forblev i bunken, sagde til betjenten at han kunne få alle pengenen i hans pung (alle de store seddler var gemt i bilen). Betjenten kiggede uforstående på Morten, Morten spurgte hvor meget han skulle have for at vi kunne få vores kørekort og køre videre. Betjenten nævnte et beløb svarende til tyve kroner, hvorefter Morten stak ham en seddel og hev kortene ud af hånden på betjenten og sagde tak. Få sekunder efter var vi på vejen igen, men tog ind til den nærligende by og fik en forsikring til bilen til en pris af 12 dollars.

Få timer senere var vi ved grænsen, der gik smertefrit dog med meget kø. Grænsen ind til Costa Rica var en kæmpe kø, som tog små to timer hvorefter man skulle købe bilforsikring før man kunne få grænsepapirene på bilen fixet. Forsikringen var vi glade for da vi så var sikre på at alle papirer var i orden.  I køen til forsikring og motorkontoret, var vi forfulgt af to meget højttalende amerikaner med stort A. Det var en ung fyr og hans onkel som var på samme rejse som os, dog noget kortere tid. Vi glædede os over at vi ikke kørte med dem da vi allerede var trætte af dem i køen. Da grænsen var passeret kørte vi mod Playa Coco, der er en lille by ud til vandet fyldt med unge turister der var klar til at feste. Vi forsøgte at komme i partyhumør, men måtte overgive os til sengen.
Dagen efter gik turen igen syd på og ned mod byen Jaco. Jaco består af en hovedgade med nogle sidegader ned mod stranden, en masse hoteller/hostels, barer og en helvedes masse suferer. Vi var ankommet til byen hvor vi som de eneste ikke surfede. Vores hostel havde stativer, hvor du kunne stille dit bræt når du var færdig på stranden og en pool fyldt med surfere der talte om dagens bølger. Vi beslutede at besøge de adskillige barer byen kunne tilbyde, hvor vi desuden bemærkede en generel stil Costa Ricas kvinder havde kørende. I Costa Rica er det åbenbart meget på mode at bære så lille en BH som muligt. Hvilket resulterede i at deres bryster sad helt oppe under hagen eller hvis de havde små bryster, sad de som to tennisbolde ved kravebenene. Vi mødte en anden dansker der fortalte, uden vi behøvede at spørge, at han havde bemærket det sammen. Han fandt det også utroligt sjovt, så det var ikke bare os.
Efter et par dage ved stranden i 38 graders varme og en fugtighed  nær de 100%, gik turen mod grænsen til Panama. Grænsen til Panama gik uden de store problemer, vi skulle dog lige finde et forsikringsselskab  der gemte sig oppe af en trappe inde i en restaurant, før vi kunne få de sidste papirer klaret. I Panama var vores første mål byen David, hvor vi boede på et hostel med navnet Purple House. Alt var lilla fra senge til toiletbørster. Hostellet var drevet og ejet af en meget høj og meget stor amerikansk dame som var fredskorps veteran og med en tendens til sindsyge. Oplevelsen af hostellet var toppen da byen ikke havde maget at byde på. Så næste morgen gik turen mod Panama City

Turen startede om eftermiddagen og gik med en køretur på et par timer til foden af et bjerg og derefter havde vi en vandring foran os på et par timer. Vandreturen gik fint indtil vi nåede til foden af vulkanen. De tunge fødder slæbte os op af bjerget og Marc sakkede bagud. Om det var fordi han var træt eller fordi han var ivrig efter at møde nye mennesker vides ikke. Han faldt i hvert fald i snak med et sødt ungt svensk par som var med på turen. På vej op af bjerget blev det varmere og varmere og lavastenenes skarpe kanter skar sig op igennem skoene. Claudia, iført Converse-sko, udstrålede en naturlig bekymring og meldte til tider ud, at hun ikke ville fortsætte. Men utallige opmuntringer og rygklap fik hende hurtigt på tåspidserne igen. Så kom tidspunktet hvor guiden sagde, at nu var vi fremme og vi kunne bare gå rundt og nyde det. Der var et par hundrede meter endnu til toppen, men der kunne man godt glemme at komme op, for vi var omringet af lava. Der løb flere floder med flydende lava og gennem hver en sprække, i det tynde lag lavasten som vi stod på, kunne man se lavaen flyde. Den var helt sikkert ikke gået i mange andre lande, da du bare skulle træde et skridt forkert og du ville stå med den ene fod i helvede. Der var også en af pigerne på turen der måtte sige farvel til sin ene skosål, da den smeltede på grund af varmen. Efter en kort fotosession stod den på grillning af vores medbragte marsmallows, hvilket lava må siges at være ideel til. Da solen var gået ned gik turen samme vej tilbage ned af vulkanen med lygter og forsigtige skridt i mørket.
Nedstigningen blev fejret med en kold øl og en skål sammen med det svenske par, som vi havde luret havde samme plan som os, om at drage til El Salvador nogle dage efter. Så de fik vores mail og tilbudet om at køre med, hvis de var interresseret.

Næste morgen gik turen til Guatemala City, vi skulle have ny bilrude i bilen og vi skulle tage afsked med Claudia. Efter en lille rundtur rundt i den store by lykkedes det os endeligt at finde værkstedet. Ud over choket fra de andre kunder over at se vores lyshåret ven Morten fik vi hurtig fat i ruden som var den rigtige, nu skulle den bare sættes i. Hvilket vi regnede med vi havde en aftale med dem om at de skulle gøre. Men som den kære kontordame forklarede os var det en “delikat operation” og dem udførte man ikke her. Men i den anden ende af byen, på et andet Ford-værksted, kunne de sætte ruden i – til gengæld skulle bilen være i deres varetægt i 24 timer. Dette var ikke lige det vi havde regnet med og eftersom ruden i forvejen havde kostet en mindre formue, besluttede vi os for selv at finde en mekaniker, der kunne sætte den i for os. Hundrede meter længere oppe af gaden fandt vi en Car bodyshop, som aldrig havde prøvet at skifte en rude, men var friske på opgaven. Mens de fiksede denne “delikate operation”, tog vi en taxa med Claudia til lufthavnen. Med et trist “på gensyn” og “mange tak” for hendes skønne deltagelse i turen, sendte vi Claudia videre.

I mellemtiden var bilen blevet færdig og de havde klaret opgaven fuldt ud. En time senere sad vi tilbage i Antigua med en mail fra det svenske par, om at de gerne ville med i bilen til El Salvador. Så det blev fejret med et par øl på vores lokale stambar, No Sé.

Næste dag startede noget voldsomt, da vi havde glemt at stille vores ur og havde en aftale om at hente svenskerne på deres hostel. Så med en hurtig pakning og afhentning af bilen, var vi kun 20 min. forsinket. Men som om at det ikke var nok havde vi et bykort, hvor kun hver fjerde gade var navngivet, og de lokale kendte åbenbart heller ikke deres egen by. Efter en halv times søgen fandt vi dem dog, og de var lige så glade for at se os som vi var for at finde dem.
To sekunder efter var bilen pakken og “Øresundsvisen” bragede ud af højtalerne. Samtalen gik forrygende mellem de nordiske lande. Vi fandt ud af at det kære par vi havde med, begge var læger og arbejdede oppe på den finske ø Åland, hvor finsk tango skulle være det store hit. Samtalen blev dog forstyrret et kort øjeblik, da det gik op for os, at vi den sidste lille time havde kørt nord på mod Mexico istedet for syd på mod El Salvador, men det fik en hurtig uvending sat styr på. Og tiden fløj afsted til vi ramte grænsen.
Grænsen forløb nogenlunde hurtig på Guatemala-siden, men på El Salvador siden tog det lidt længere tid med papirene på bilen, ikke fordi der var kø, næh vi var de eneste i køen, men de havde ingen kopimakiner der virkede, så efter at Morten og tolddamen havde været rundt til adskillige kontorer, som alle havde en kopimaskine men ingen virkede, lykkedes det dem efter to timer. Et par timer nede af El Salvadors kyst blev de to svenskere sat af ved en lille surfer-strand. Og vi fortsatte lidt videre ned af kysten Hvor vi skulle genses med vores kære rejsekammerat Kremer/Mathias og hans kæreste Annichen.