Så ramte vi endelig Sydamerika og lidt tiltrængt luftforandring. Quito ligger omkring 2800 meter over havet og kan godt være lidt af en udfordring når man som os ankom fra kysten. Lonely Planet anbefaler at man ikke spiser alt for meget, husker at drikke rigligt med vand og bestemt ikke drikker alkohol de første par dage… ja det kan godt være, men vi er ikke typerne der altid gør hvad der står i bøgerne. Så vi tog ud og fik rigtig mange øl og var vist først hjemme næste morgen. Det skulle da fejres at vi endelig var kommet til Sydamerika og verdens anden højeste by.

Vi skulle selvfølgelig ud og se på byen og hvad den havde at tilbyde, og den har en del klassisk kolonialske kvarterer, bland andet parlamentet og andre offentlige bygninger. Den helt kvadratiske og meget pyntelige og hyggelige “plaza” var også at finde inde i centrum, omringet af majestætiske kirker og et mylder af mennesker. Apropos kirker ligger der i Quito en kæmpe gotisk kirke, en tro kopi af en eksisterende kirke et sted i Rotterdam med høje spir og hele balladen, en smule malplaceret i en hyggelig by som Quito, men vi kravlede alligevel helt op i spirerne og nød udsigten. Derfra kunne vi se vores næste mål, et pænt lille bjerg midt i byen med en beskyttende engel plantet på toppen, med tilstødende butikker der solgte fine lama huer, halstørklæder og vanter.

Hjemme igen og tid til lidt afslapning og internet. Lige indtil Morten åbner en mail fra shipping firmaet, der skriver at containeren er ankommet (langt tid før det planlagte) og hvis vi ikke kommer og tømmer containeren inden 48 timer, vanker der dagsbøder. Seks timer senere stod Morten og Mathias i lufthavnen på vej mod Guayaquil, men det er en helt anden historie(som kommer senere).

Således blev Morten og Mathias udskiftet med Mette der ankom samme dag. Mette og Marc tilbragte et par dage med ny sightseeing, kaffelatte indtagning og afslapning mens de to andre måtte slide og slæbe for at få bilen igen. Ecuador kan jævnt oversættes til ækvator på dansk, og det var en underholdende oplevelse at stå på midten af jorden. De havde bygget et kæmpe monument på hvad de troede der var ækvator, men i midten af halvfemserne kom NASA forbi med en præcis GPS og flyttede linien 200 metere længere ned af gaden, desværre.

Der gik en fin rød streg igennem hele museet der selvfølgelig symboliserede ækvator og tilknyttede guider kunne fortælle og udføre klassiske eksperimenter såsom hvilken vej vandet løber på den sydlige og den nordlige halvkugle. Og der er noget om snakken! Det var en ret syret oplevelse at stå der.

Efter et par travle og spændende dage for Mette og Marc blev de trætte af Quito og så sig om efter nye oplevelser. Heldigvis lå “Luis Tipan Travel” der arrangerede ture til Amazonas lige ved siden af kaffebaren og der blev booket en tur til junglen i fem dage. Inden Morten og Mathias igen ankom til Quito skulle vi dog lige svinge forbi en mekaniker, da der var blevet smadret en rude og Morten var en taske lettere. Fremsynet som han er, havde Marc allerede skaffet en mekaniker der, imens vi var junglen, kunne fikse vores lille problem, perfekt. Med bilen i trygge hænder kunne vi alle stige ombord på bussen og glæde os til nye eventyr.

Shipping indlæget Panama/Guayaquil er på trapperne, det bliver et fyldigt indslag.

Modtagelse af containeren i Guayaquil, Ecuador.

At få en bil ud af en container kan være en utrolig indviklet og kostbar affære, men mest af alt tidskrævende. Det kræver tålmodighed, humor og rigtig meget batteri på iPoden.

Hele menageriet begyndte i Quito, hvor Morten og Mathias, med alt hast, måtte skynde sig til Guayaquil for at modtage bilen og undgå de bøder vi ellers var blevet lovet.
En time senere stod vi i varmen, fugtigheden og et meget gråt sted, vi var helt klart ankommet til en havneby. Vi checkede ind på et hostel, som senere viste sig at være et regulært diskotek, fik lidt mad og videre til vores første møde med bureaukratiet.
Contecon var vores agenter i Guayaquil og vores såkaldte “hjælpere” i denne sag og havde et kontor midt inde i byen. En stor og kedelig bygning med ligeledes ligeyldige kontorer indenfor.
Vi havde aftalt at mødes med Nic og hans onkel kl. 08:00, de dukkede først op fem timer senere og undskyldte sig med bilproblmer og kurrupt politi, imens havde vi siddet på et kontor og stirret ud i luften. En lille forsmag!

Klar til de første forhandlinger og ret hurtigt fandt vi ud af at de to amerikanske herrer havde prøvet lignende før. Ivrige efter at få vores biler ud at køre igen, pressede vi ret hårdt på for at få tingene til gå hurtigere, men desværre uden held. Denise, Contecon-agenten der var rimlig stædig, kunne i øvrigt også præsentere os for en regning der oversteg det beløb, vi blev præsenteret for i Panama af Kim Andreasen og agenten med den store røv, og Wilhelmsen Shipping Service. Dette var ikke noget der huede amerikanerne og de gik igen i flæsket på den stakkels pige, der nu var begyndt at vise tegn på udmattelse og usikkerhed. Efter et par timers tovtrækkeri om uigennemsigtige priser og forskellige beløb, fik vi hende til at strege nogle af de helt urimlige tal. Det gik den rigtige retning, men der var stadig lang vej endnu. Hen mod aftenen og meget sultne, brød vi det hyggelige selskab og aftalte at mødes kl. 09:00 næste morgen ved kontoret for dernæst at tage ud til selve havnen. Senere samme aften drak vi øl med Nic, det var super hyggeligt og han kunne igen nyde, at være lidt ung igen efter at have tilbragt lidt for meget tid sammen med sin noget rutineprægede onkel.

Næste morgen gik den løs igen. Med små tømmermænd, tog vi alle ud til havnen i den forhåbning om, at kunne få sluppet bilerne ud af Contecons klamme greb. Men igen blev vi mødt med et overvældende bjerg af forskellige papirer der skulle udfyldes og kopieres 30 gange. Et hav af afgifter, skatter og bøder skulle betales, og for at betale disse skulle vi først over i banken (200 meter nede af gaden) ind og stå i kø, få et “BETALT”-stempel på papiret også tilbage igen, stå i kø, for så tilsidst at vise de helt uinteresserede kontornisser at vi havde betalt. Dette gjorde vi hele formiddagen.

Endelig blev vi lukket ind på selve havneområdet, naturligvis efter et grundigt sikkerhedscheck (de kendte skandinaviske terrorister) udstyret med sikkerhedssko, vest og hjelm. Desuden skulle man være iført lange busker. Hvornår har en havn været et formelt sted? Udstyret tog vi af fem minutter efter, til de ansattes store forundring, for der bliver meget varmt ved ækvator. Vi undrede os over denne dresscode. Hvad hjælper sikkerhedssko hvis vi nu skulle blive ramt af en flyvende 50 tons container!

I havnen fandt vi selv vores container, men måtte pænt vente på, at de ansatte vendte tilbage fra frokost. Nic og hans onkel blev meget utålmodige og praktiske som de er, prøvede selv at åbne containeren, uden held.
Endelig gik portene op og bilerne stod nøjagtigt som vi efterlod dem i Panama og præcist tre sekunder efter havde vi løsnet reb og skruet stopklodserne af og kørt bilerne ud. Aldrig nogensinde havde de ansatte set en så effektiv tømning. Det var utrolig givende endelig at kunne gøre noget selv, og hurtigt!

Vores forhåbninger om at kunne køre ud af havnen, blev desværre ikke indfriet denne dag, da bilen skulle i karantæne og den vigtige mand i tolden var taget hjem.
Samme aften havde de tre drenge et lille rendez-vous på hostellet med tankerne på at indtage lidt øl – øllerne blev hurtigt til drinks, da der samme aften blev holdt en kæmpe fødselsdagsfest for en af de ansatte.

Næste dag og vi stod igen i havnen, eller det vil sige at vi sad inde på et helt hvidt aircondition-kontor. Her skulle vi skiftevis betale og underskrive på uendelig mange papirer og snakke med samtlige myndigheder repræsenteret i havnen for at få de sidste nødvendige stempler og godkendelser. Dagen blev til aften og Morten og den amerikanske onkel var taget ind for at hente bilerne der stod i karantæne. Heldigvis for os alle sammen havde en eller anden spade forvekslet bogstavet o med tallet 0, og derved sikret os yderligere to timers ventetid – bare for at sætte prikken over i’et. Vi var ude af havnen kl 20, med bilen samt to trætte og udmattede drenge.

Konklusion: Lad vær med at shippe din bil til Guayaquil, det er alt for dyrt og besværligt. Desuden er vores firma i Panama (Præsident Kim) holdt op med at shippe biler til pågældende havn, da han også indså hvor håbløst det var. I øvrigt stor tak til Kim for at sende 200 dollars retur som et lille plaster på såret.
Det var også godt at have Nic og onkel med på vores side, selvom de gik meget hårdt til den i nogle situationer. Et par gange blev onklen så ophidset, at vi måtte fjerne blomstervasen fra bordet i det tilfælde at han skulle begynde at kaste med den. Andre gange måtte vi kigge ned i gulvet af bare sygelige grine spasmer, da han med tydelige gestikulerende armfagter, antydede at vi, var igang med at blive godt og grundige røvrendt af samtlige personer i denne havn. Det var hysterisk morsomt og meget underholdende. Især da vi modtog en regning fra Denise; “It’s Denise sticking this up in our ass”, mens han fagtede med reningen i røv-regionen. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller græde. Men Nic, der var mere jordnær end sin onkel, konkluderede på sidstedagen:

“It was a day of bullshit”

Men vi fik bilen tilbage og satte kursen nordpå til Marc og Mette i Quito. Lidt udenfor Guayaquil stoppede vi for at købe et kort. Vi parkerede på en tankstation med masser af folk og trafikpoliti. Vi var væk i fem minutter og derfor måtte vi desværre indkassere vores første indbrud i bilen, med de resultater til følge at Mortens taske blev nakket og vi igen skulle bruge tid og penge på en ny rude. Rigtig ærgeligt at det hele skulle ende sådan. Heldigvis var der kun lidt tøj, ekstranøgle til bilen og en mobil der var blevet fjernet. Det kunne have endt langt værrere

Belize
I Huatulco forlod jeg gruppen til fordel for Annichen. Det bedste valg jeg nogensinde har gjort.
Vi havde aftalt at mødes i Belize lufthavn og derfra finde ud af hvorhen i central Amerika, turen skulle gå.
Belize City er ikke noget kønt syn, efter en orkan engang i 60′erne valgte de lokale ikke at genopbygge byen, da de tænkte at der nok ville komme endnu en orkan to dage efter, fair nok… Det skete bare ikke, heldigvis, men ligesiden har byen lignet en ruin og er egentlig ikke særligt indbydende. Derimod var de lokale, udover et flydende engelsk, super hjælpsomme og venlige.
Hurtigt tog vi afsted til San Pedro, halvanden time i båd fra City og to dage efter til Caye Caulker hvor vi havde nogle af de bedste dage i Belize med dykning (måske lidt over de tilladte 18 meter), en smule sol og god mad.

Adios Belize.

Bienvenidos El Salvador.

Efter to timer i fly, ankom de to varme og sol hungrende til El Salvador. Den velkendte mur af varme og fugt ramte os straks da vi forlod flyet, et godt tegn.
Vi indlogerede os på det mest fantastiske og hyggelige hostel El Roble, hos Darren og Teka(udtales Seka). Hostellet lå ca 5 min fra en helt øde Stillehavs strækning hvor vi blev stegt og vandet. Tæt på lå La Libertad, en fiskerby med gøglermarked og en hyggelig fiskermole.

På tredje dagen hører jeg de velkendte 250 heste, og ikke længe efter står Marc og Morten i døren, klar til oplevelser og lidt øl. Vi vælger at tage ud på en “whale watching tour” en tidlig morgen, for endelig at se de der hvaler.
Efter fem lange timer, en rådden kadaver havskilpadde, en halv tun fisk og adskellige halv amputerede delfiner, måtte vi give op. Desværre ingen hvaler til Morten denne gang. Troede vi, for da vi på vejen hjem sætter os på en lille restaurant, med udsigt til havet, rejser sig pludseligt en kæmpe sort skikkelse i havet og Marc (den eneste der påstår at have set hvaler) kan bekræfte det. Vi fik endelig set vores hval. Yehaaaa.

Annichen og jeg fortsatte vores tur rundt i El Salvador. Første stop var den idylliske bjerglandsby, Alegria. Eller rettere, 40 minutters trav op af en ex-vulkan til vores endelige destination, krater søen.
Ved krater søen, omgivet af kaffetræer og skyer, fik vi slappet lidt af og nydt udsigten. Dagen efter tog vi igen ned til selve byen hvor vi fik smagt lidt på det lokale køkken og konverserede med de lokale. Vi blev der en nat.

Busserne i El Salvador hedder i folkemunde “Chickenbus” og de bragte os nogenlunde sikkert videre til San Salvador, hovedstaden. Her fik vi set en del museer, men det det gjorde størst indtryk var nok universitets museet med de uhyggeligt velbavarede klæder med skudhuller og indtørret blod fra en decideret nedskydning af 5 nonner og en præst. En uhyggelig side af den El Salvadorianske borgerkrig der foregik mellem 1980 til 1990.

Vi havde på forhånd aftalt at vi skulle ud og gå nogle seriøse ture i bjergene og på de omkring liggende vulkaner. Den første udfordring var en stadig aktiv vulkan i nærheden af Santa Ana, Mont Izalco.
Vi startede med halvanden times nedstigning af trapper, derefter op af den egentlige vulkan. Men udsigten var helt klart besværet værd og det første kryds i bogen blev hakket af.

Ivrige efter flere oplevelser og gåture i fjellene, tog vi til “Parque Nacional Impossible” nær Tacuba.
Vi lagde hårdt ud med en otte timers vandretur blandt kaffetræerne og kæmpe bambus. Mange gange gik vi på selve ryggen af bjerget og kunne iblandt se hundrede af meter ned  til hver side. Guleroden ved denne tur var de syv vandfald og ved de tre af dem kunne vi hoppe ned til næste plateau. Det krævede en del overbevisning af skulle hoppe de syv, otte, ni meter ned, men igen var det dejligt med en lille forfriskende svømmetur.
Ømme i stængerne stod vi op næste dag, og begav os ud på en lille “extreme” cykel tur nær grænsen til Gutemala.  Det var ikke andet at gøre end at trampe derudaf i den høje klinge, så det gjorde vi indtil vores ben faldt af og vi faldt om i 40 graders varme. En flot og spændende tur som trods alt garanterede en god nats søvn.

Tilbage igen på El Roble, vores lille base, og tid til at suge det sidste sol og varme på den enorme strand. Vi fik bugggie boardet i bølgerne, spist vores gode hjemmelavede mad og nydt hinandens selskab til fulde, desværre med visheden om at snart skulle skilles igen.
Det var ikke lettere denne gang.
Tak for Annichen og tak for mig.

Denne blogudgave handler om shipping-processen i Panama. Bilen skulle shippes i container til Goyaquil i Equador, da det er nærmest umuligt at krydse Darianjungelen mellem Panama og Colombia. Vi var desuden blevet advaret om at køre i Colombia, da landevejsrøverier og korrupt politi dominerde vejene. Dette er dog ikke sandt, men det gik først op for os efterfølgende. Bloggen er skrevet i dagbogsform og nedskrevet i ventetiden på diverse kontorer – derfor kan sproget virke stødende. God fornøjelse.

Dag 1.

Søgen på nettet efter shippingfirmaer prægede morgenstunden. Vi fik ringet til en masse spansktalende shipping-bureauer, som gerne ville hjælpe, men ingen sejlede med biler til Equador på det ønskede tidspunkt. Dernæst røg nettet og det hele så trist ud. Vi var desuden under tidspres, da Mette (Marcs kæreste) ville lande i Quito, Equador inden en uge. Det er ikke lang tid til at shippe en bil, venner! Vi fik et par colaer og så modløst ud i hostellets opholdsrum. Men pludslig virkede nettet igen og vi fandt et firma, Wilhelmsen Shipping Service, og vi fandt også en agent, ved navn Kim Andreasen. Vi ringede til ham. “Habler ingles?” – “Yææs” – “Do you speak Danish?” – “Øhh jaaa”. Kim var nemlig dansker, vicepræsident i firmaet og lettere forbløffet over at skulle snakke shipping på dansk. Vi hastede ind til hans kontor og fik tildelt en agent. Hun må have jordens største bagdel, men nok om det. Vi fik en prisliste og det så lidt dyrt ud (1400$), da vi skulle leje en hel container til vores egen bil, men hvis vi stødte på andre, der også skulle shippe til Guayaquil, Ecuador kunne vi dele en container og dermed spare en stor pose penge. Hvor stor chancen for dette tilfælde er, kan vi kun gisne om. Agenten med røven fortalte ellers at der havde været et par amerikanere med samme mission, men de var gået igen. Måske kom de tilbage. Måske var vi heldige. Vi rejste os fra forhandlingsbordet for at finde et bedre tilbud. Pludslig kommer amerikanerne ind på kontoret. De ville meget gerne dele en container med os – som sagt som gjort. Amerikanerne var en jævnaldrene gut, Nic og hans onkel, en stædig lille forretnings(land)mand – begge fra Minisota. Faktisk havde vi mødt dem før ved grænsen til Costa Rica, men undgik deres selskab, da vi fornemmede at de kunne spolere vores fine imødekommenhed med deres højtråbende og anglo-spanske fraser.

Ud af døren samt et kort over Panama City med adresser på de forskellige kontorer i rækkefølge. Vi kunne komme igen, når vi havde myndighedernes og havnes tilladelse til at shippe bilen.

Dag 2.

Vi havde fået af vi skulle være hos Policia National præcis mellem kl. 10-11, for at få inspiceret køretøjet. Efter en time ville en ung gut gerne se vores papirer, men kunne intet gøre, før der kom en anden person og sandsynligvis vigigere person. De andre tre politimaend på kontoret var også funktionsløse uden denne person. Endelig kom den vigtige person og han kiggede på bilen i ca. 50 sek. Hvor efter han satte to streger på en kopi af bilpapirerne. Tilbage på kontoret ville de have kopier af alt mht. bilen, så det fik de (efter en måned i Mellemamerika har vi forstået vigtigheden af kopier for at deres bureaukratiske system ikke falder sammen). Mens vi ventede på den vigtige mand, observede vi en sjov pangdang til “først til mølle”-begrebet. I Mellemamerika forstår de nemlig at multitaske alt, hvilket giver følgende resultat: Køkultur – glem det! Står nogen i kø, råber man og vifter med papirene indtil nogen begynder at arbejde på ens sag. Sådan fortsætter det indtil kontoret står med en bunke halvfærdigt arbejde. De lokales reaktion? Helt fint. Vi fik at vide vi skulle være på et andet kontor, Direccion de Investigacion Judical, på den anden side af vejen kl. 14. Men vi blev nægtet adgang, da vi havde shorts på, så vi måtte tilbage til hostel og skifte til lange bukser. Da vi kom tilbage brugte vi en time i venteværelset, før papirerne fra Policia National ankom og derefter endnu tre timer, mens de stempelede, kopierede og dobbelttjekkede alt. Faktisk var vores papirer færdige efter en time, men manglede et (fucking) stempel! Kontoret benyttede sig af en taktik, hvor alle afleverer på forskellige tidspunker, men slutter samtidigt. Grunden til at vi blev færdige den dag, var fordi kontoret lukkede på et tidspunkt. Så fik den en skalle! Amerikanerne venter også på deres at deres papirer blev klargjort. Onklen faldt i søvn i en stol og en tysker, der skulle shippe til Colombia sagde: “Det var aldrig gået i Tyskland.. jeg mener Europa”. Senere maatte han også konstatere at de lokales håndtering af papirarbejdet var “sehr Scheiße.”

Dag 3.

Besøg hos Aduana (toldvæsenet) og afmelde vores midlertidige indregistrering af bilen i Panama. Efter ti minutters med diverse usving, fandt vi Aduana-logoet på en container. Vi åbenede og gik ind, men fandt pludselig os selv på en (hvad der lignede) improviseret lægeklinik. Der var kun kvinder derinde og vi blev hastigt diregeret rundt om hjørnet til rette sted. Vi blev mødt af en stor og farlig vagt, som ville sende os hjem, da vi havde uanstændige beklædningsgenstande på. En anden ansat sagde til ham at det nok skulle gå, og vi fik lov til (som de eneste) at vade rundt i shorts og klip klappere. Herfra gik det stærkt! Vi tilbragte tid i en kø til en afregistereing af køretøjer, da vi blev sendt hen til deres kopiafdeling, så de kunne få deres ønskede kopier. Alle offentlige kontorer har altid en kopiafdeling, og der er, pudsigt nok, også altid kø. Tyve kopier senere, tilbage igen, indsamle stempler og underskrifter og vi var ude igen. Tilbage til Wilhelmsen Shipping Service og aflevere papirene, betale skrive under og modtage kontaktoplysninger på vores shippingagent i Guayaquil. En mindre detalje ved afhentning af bilen i Equador er, at skibe som regel er forsinkede og at det kan tage ca. fire dage at få sin bil ud af haven!

Dag 4.

Vi står ved indgangen til havnen i Panama City, Puerto Balboa præcis kl. 8:00, som aftalt og venter på shippingagenten med røven. Hun dukker op 30 min. forsinket med papirarbejdet som ikke blev færdigt i går. Amerikanerne er der også. Vi har fået grønt lys af Havneadministrationen til at sende containeren afsted. Hurra! Færdig med papirerne i Panama, hvilken lettelse. Nu manglede vi bare at køre bilen ind i containeren, men det kan tage tid at finde den rigtige container i havnen. I mens vi venter kommer der forskellige havnefolk forbi og siger at de ikke ved noget og at vi hellere må vente. Vi venter indtil Morten bliver utålmodig og spørger en havnemand, om der er noget vi kan hjælpe med, for at fremskynde processen. Han forklarer at det ved han ikke, og snakker lidt i sin walkie talkie. Måske hjalp det lidt, vi kan i hvert fald lide tanken om det. Tre timer senere og vi kører igennem havnen til vores container, som umiddelbart ser klar ud. Men så let er det ikke. Bilerne blev rigget med snor bundet fast til søm i bunden af containeren, og der blever banket træklodser ind under hjulene, så bilen står stabilt under transporten. Det tog halvanden time for havnearbejderne og i mellemtiden fik vi os hæftig kulør af at så og vente i middagssolen. Til slut er der problember med at lukke et hængsel på døren til containeren. Havnearbejderne kigger forvirrede på hinanden og skal til at kalde på forstærkning, da amerikanerne tager en hammer og så var det på plads. Meget kan man sige om amerikanere, men handlingslammede er de ikke. Her observerede vi også en sjov kulturforskel, da vi (danskere) mente at fagfolkene selv kunne udføre arbejdet og dermed give dem plads og respekt til det, men amerikanerne hev værktojet ud af hænderne på havnearbejderne for at skynde processen. I sidste ende var vi nu meget glade for deres hjælpende hænder.

Endelig var bilen i containeren og Marc og Morten vender traette, men tilfredse tilbage til hostelet for at skåle i lidt øll. Men det bliver ikke en lang aften, da flyet til Quito afgår den følgende morgen. Det troede vi i hvert fald, men I Panama lufthavn gør en ansat os opmærksom på at vores billetter først er til næste dag. Heldigvis var der plads i flyet og fik kunne sætte kursen mod Quito.